At tegne, strikke eller lave perleplader er meget mere end hygge. Det er livsvigtig træning i at kalibrere nervesystemet og modstå stress, argumenterer forsker i craft-psykologi Anne Kirketerp. Og det er en vigtig del af pædagogfaget, som risikerer at blive glemt.
Af Anne Anthon Andersen,
Bragt i fagbladet Børn&Unge 21. februar 2024
Foto: Hans Christian Jacobsen.
Hun kunne sidde sådan i timevis. Iagttage de rytmiske bevægelser, som moderens lyse hænder gled ind i, når hun strikkede. Således var hun lykkeligt vidne til den knaldrøde hættetrøje, der voksede frem mellem moderens hænder.
”Det virkede så magisk dragende, at hun med sine hænder kunne skabe noget så smukt. Jeg var vel bare fire år, da min mor lærte mig at strikke. Siden da har jeg adskillige gange oplevet, hvordan håndarbejde kan genskabe meningen med livet. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvorfor hændernes arbejde virker så stærkt på sindet,” forklarer Anne Kirketerp om, hvorfor hun begyndte at forske i håndværkets potentiale.