Her er bakkedrag og havudsigt, eventyrskov og strandeng, lysninger og shelterplads. Amarminoen tilbyder en vandring på kanten af byen med skoven og havet i hånden gennem vild natur.

Natur&Miljø marts 2021,
Af Anne Anthon Andersen

Morgensolen farver himlen dybt orange, og skibsmasterne i lystbådehavnen står skarpt optegnet mod den isblå himmel, da vi sætter afsted fra Dragør Søbad og med frost i næserne, finder stien ud i det mosede strandlandskab.

Hvis ikke man ved det, er det ikke lige til at se, hvor Amarminoen begynder. Der er flere trampestier langs stranden, så vi spørger et par morgenfriske vinterbadere, som sender os afsted langs kysten.

Der bor en knirken i brystet i disse januar dage. Det er, som om sindet slår knuder, tankerne kører i ring. Måske er det Corona og hjemmekuller, nedlukning og det, at den endnu er uden udløbsdato. Måske er det det, at vinteren på alle måder har været den mørkeste i 60 år.  

Men i dag står himlen i sjælden morgenbrand, Øresundsbroen løber smukt over sundet, der er fart i havmølleparkens vinger, og himmellærredet glider stille over i en lyserød nuance, som en akvarel i bevægelse – lange bløde strøg.

Vi er ikke nået mange skridt, før kroppen ligesom finder ind i rytmen, skuldrene sænker sig under rygsækkens remme. Denne meditative bevægelse, som om det ene skridt automatisk tager det næste, som om kroppen tager over. Mette Iversen og jeg, to naturskribenter, har aftalt, at vi i en reportageserie vil tage læserne med på en række af de nye og gamle vandreruter, der giver mulighed for at udforske Danmarks natur til fods.

Stien løber ud i en eng, over en bakke, der løfter os op over en helt lille lund af gamle frugttræer; at gå her i maj må være som at vandre ind i Ilon Wiklands illustrationer af Nangijalas Kirsebærdal i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Det er som at åbne sindet, som om det at stå her på toppen, betragte landskabet; strandengen, træerne, havet oppefra, etablerer et løft i tankerne.

En rejse i sindet

Stien skrår ind over engen, op på et dige, der er bygget for at skærme de kystnære huse mod stigende havniveau. Her ligger Søvangs villaer, det ene mondæne fort af et hus efter det andet. Facader af glas og snorlige plæner. På én gang fascinerende og fremmede virker de her på den vilde strandeng, en kantet kontrast mod det åbne hav – men det er, som om Øresund blinker med sit store blå øje ud mod universet, og alt ånder fred med morgenlyset.

En have på strækningen skiller sig ud – Her vokser sommerfuglebuske, høje græsser, et viltert mix af stauder, træer og buske. ”Vild med vilje”, står der på et skilt som for at understrege meningen med haveprojektet; at bidrage til arternes overlevelse.

Vi har tilbagelagt de første 6 km af ruten, da stien svinger ind i et skovlandskab. Fasanstien løber gennem Kongelunden. Her er læ og huler i skovbunden og fornemmelsen af at vandre i et eventyr fortsætter, da en lysning åbner sig i landskabet, og en af kunstnerens Thomas Dambos kæmpe trolde, Bjarke, kigger frem fra skovbrynet. En cirkelformet stensætning løber fra kæmpens fødder og ud i lysningen, og man får lyst til at springe fra sten til sten.

Vi fortsætter langs tætte blågraner, skrår ud af skoven for at gå mod Sydvestpynten. Blæsten og kulden kommer os i møde i det åbne landskab. Man forstår med det samme, hvorfor pynten her er et populært sted at surfe. Ved indsøens bred ligger en gravsten. ”Poul – verdens ældste surfer”, står der på stenen. Poul var kendt i surf miljøet. Han surfede, bogstaveligt talt til han døde. 88 år gammel var han på vandet lige her i indsøen, da han pludselig fik et ildebefindende, gik i land og lagde sig i strandengen for at lukke øjnene og ånde ud.

Vi finder en plads i strandengens frosne tang og dvæler ved øjeblikket. Vi er næsten halvvejs. Inde på stranden bag os ligger Kongelundsfortet, som blev opført under 1. verdenskrig. Det huser outdoorcenter med fokus på læring i naturen, men det er naturligvis som alt andet lukket i denne tid. Det er for koldt at sidde stille, så vi fortsætter med fart i benene ind over den åbne utæmmede eng. Her er indsøer og marehalm, sand og vilde blomster. Kun Avedøreværket, som bryder horisonten på den anden side af vandet, minder om, at vi er tæt på byen.

Skabt til at vandre

Næste etape er en lang lige dæmning, som tager os ud mod havet. Under os kommer Pinseskoven til syne. Danmarks største selvsåede birkeskov. Her har vi vandret halvdelen af ruten. Vi passerer pumpestationen og fortsætter ind mellem de lysende stammer. Det er, som om det at vandre ligesom forstærker nuet. Som om bevægelsen gennem et fremmed landskab skærper sanserne, kalder agtsomheden frem. At vandre nye steder er at opdage ikke alene landskabet, men også sig selv på ny. Det spejlbillede, som nye steder kaster tilbage, det nye blik på sig selv, man tager med sig på rejsen, når man begiver sig ud, erobrer ukendt land.

Vi træder ud af Pinseskoven og møder Kalvebod Fælled. Næste etape er endnu en lang lige strækning. Det er, som om landskabet slår døren op på vid gab. Her kan blikket løbe frit.

Ved Kalvebod Bro må vi under Amagermotorvejen for at fortsætte på dæmningen langs vandet mellem Hvidovre og Amager. Blæsten står lige ind, og vi sætter tempoet op og nyder udsigten til Sydhavnstippen på den anden side – de smukke stendiger og heste, som græsser på kanten af halvøen. Før vi ser os om, er vi fremme i Nokkens patchwork af haveforeningshuse, og fortsætter ind over Amager Fælled. Himlen er let orange, og vi har vandret seks timers raskt trav, da vi når frem til rutens slutpunkt ved DR Byen.

Vandringen har lagt sig ind i kroppen, men med ro snarere end udmattelse. Det føles rigtigt, når man siger, at vi er skabt til at vandre. Det giver så meget mening, når vandreforskere taler om vandringen som ”en indre rejse”.      

Navnlig når vi vandrer nye steder. Det er, som åbner det, der er nyt for blikket, nye uberørte steder i sindet. Som om mødet med nye horisonter udvider også horisonterne indadtil. Tankerne om nedlukning og mørke har vi ligesom vandret af os et sted på vejen. Måske er det det, der har kaldt så mange ud på vandring, siden coronaen ramte Danmark. Måske er det så enkelt: Det at vandre er at læne sig ind i naturen, lade sindet finde ro.

Et par af de steder, du kan opleve på Amarminoen:

Sydstranden:
På Dragør Sydstrand er der rig mulighed for at kigge på både drager og fugle. Stranden er kendt for både at være rig på fugle og kitesurfere.

Bjarke Cirkelsten:
I skovbrynet i den østlige del af Kongelunden gemmer en af kunstneren Thomas Dambos kæmpetrolde Bjarke sig bag en halvcirkel af sten.

Kongelunden: 
Her kan du opleve de gamle egetræer, der blev plantet tilbage i starten af 1800-tallet. Nogle af de allerførst udplantede egetræer kan stadig opleves den dag i dag. Fx Kroneegen, der står ud til Collins Allé.

Kongelundsfortet:
Det gamle befæstningsanlæg blev første gang opført under 1. verdenskrig. I dag er her outdoorcenter med fokus på natur og læring.

Søndre pumpe og Hejresøen:
Der er masser af spændende fugleliv i Hejresøen ved Søndre Pumpe på kanten af Pinseskoven.

Pinseskoven:
Danmarks største selvsåede birkeskov med mange sjældne dyr og planter. Bl.a. den smukke og sjældne sommerfugl ilia, der kan ses flaksende omkring i juli. 

Birkedam Sø:
Lige syd for Kalvebod broen ligger Birkedam sø. Her kan man slå telt op, lave bål og fiske såkaldte fredfisk, som skaller, brasen og suder.

Grønjordssøen:
En vigtig fuglelokalitet. Her lever en lang række fugle, padder og andre dyr. Du finder søen lige syd for Amarminoens nordligste sti nær DR Byen.