Stilhed. Det er ikke sjældent med den, vi omgås døden – måske særligt i børnenes påhør. Den seneste tid har døden været stærkt nærværende her. Uomgængeligt har det været at tale om den – også med vores børn. Ofte har femårige August selv taget initiativet. Han insisterede selv på at tage med i kirken for at sige et sidste farvel. Men hvordan hjælper man sine børn til at håndtere døden? Og hvordan håndterer man selv at gå gennem sorgen med børnene ved sin side? Det er jeg den seneste tid blevet klogere på.

 

September 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Bladenes raslen i vinden. Synet af to vilde rådyr i spring. Ryggenes bugtende bevægelser i de korte øjeblikke, de er i luften. Over mig drejer møllens vinger i langsomme seje træk. De efterlader en sagte susen. Ellers rører sig ikke en lyd. Skyerne strækker sig lange mod den blåviolette himmel. Det er på alle måder en stille aften.

Jeg er oftere end vanligt søgt herud de seneste uger. For et par uger siden sagde jeg farvel til en nær veninde, som var uhelbredeligt syg af kræft. Fra lægerne leverede beskeden, at der ikke var mere at gøre, til hun lukkede øjnene for sidste gang, gik der kun et par uger. Hun nåede lige at komme på hospice, hvor jeg besøgte hende. De uger var et underligt vakuum af tid. Alle var klar over, at der ikke var langt igen, at tiden fra nu af kun var til låns.

Følelsen af hele tiden at sige farvel, mens tid var. At man stadig bare lige kunne ringe. Lidt endnu. Som hun selv sagde, da jeg besøgte hende sidste gang: ”Jeg er her lidt endnu”. Jeg har skulle tage mere end almindeligt tilløb i mig selv for at skrive dette her på bloggen, hvor Gitte plejer at læse ivrigt med. Men den eneste vej, synes at være skriften – og dette det eneste vigtige at skrive om her og nu.

 

Børnene mærker sorgen

Som jeg vinkede farvel sidste gang, sagde jeg ”Vi ses”. For sådan er det nødt til at være. Da jeg kom hjem den aften, var mørket allerede på vej. Men jeg måtte alligevel ud til møllen og vende. Sorgen løb gennem kroppen som splintret glas. Det sidste jeg mødte, før jeg lukkede øjnene om aftenen, det første jeg indåndede, når jeg slog dem op. Børnene mærker den, sorgen. Selvfølgelig gør de det. Det er umuligt at pakke den væk, før de vågner, vente med at trække den frem, til de er faldet i søvn om aftenen. Sorg kan ikke pakkes ind. Den skal gives plads.

Derfor valgte vi også hurtigt at indvie vores ældste søn August i, hvad der skete. Fortælle ham åbent om, hvorfor vi var sorgfulde, hvorfor vi skulle sige farvel og vi ses. Han reagerede med nysgerrighed og den direkte spørgen, som børn stadig mestrer – som endnu ikke er blevet kvalt af konventioner og sociale normer, voksnes forestillinger som ikke altid holder vand.

For faktisk var det jo ganske befriende at dele de tanker og oplevelser, vi gik igennem, med ham. At møde døden på en helt andet måde, end voksne typisk møder den i hinandens selskab. Med stilhed. At svare på hans spørgsmål, snakke om hvad der så skulle ske – om at komme i himlen, forfølge hans konkrete fantasier om vejen derop, om måske pludselig at kunne flyve, begravelsesritualet, og hvorfor man lægger den døde i jorden. Som han helt selvfølgeligt spurgte den formiddag, hvor vi alle troede, at nu var det nu, og hvor vi var inviteret til en børnefødselsdag om eftermiddagen. ”Men skal vi så til fødselsdag eller begravelse i eftermiddag?”

 

Vi sendte en kylling afsted

Det var netop, som jeg en aften stod for foden af møllen, med blikket vendt mod himlen, at døden tog over, min veninde lukkede sine øjne for sidste gang. Jeg fik beskeden per telefon, som jeg trådte ind i entreen hjemme i Æblehuset. Det var en klar aften. Stille.

Dagen efter opførte en af vores kyllinger sig underligt. Den lagde sig forskellige steder i haven og bare lå. Gik rundt for sig selv. Det var den af dem, det var lykkedes os at gøre mest tam. Den som gerne kom hen og sprang op i hånden på eget initiativ. Næste morgen kom den ikke ud som de andre, da jeg åbnede lugen. Den lå inde i halmen. Død.

Ved morgenmaden overbragte jeg August beskeden. ”Så kommer den op til Gitte”, konstaterede han, og vi snakkede om, at det var helt rigtigt, at hun skulle have selskab af netop den mest tamme af dem – vores yndlingskylling. Morgenen udviklede sig til en helt lille begravelsesseance. August strøg op til kyllingernes hus for ved selvsyn at afgøre, at den døde kylling nu også var død. Han fandt et sted i haven, hvor jeg skulle grave hullet og så til med lillebror Morgan ved siden side, mens jeg lagde kyllingen ned. ”Stop!”, udbrød han, da jeg skulle til at kaste jord på.

”Vi mangler blomsterne!”, fortsatte han. Og så løb han ned til blomsterbedet for at plukke blomster, som han lagde ned til den lille lysegule fugl. ”Vi må også have bygget et kors”, konstaterede han, da jeg havde lukket hullet med den sidste skovlfuld jord, og vi begav os af sted mod børnehaven. Og selvfølgelig skulle vi det.

Et par dage efter spurgte han, hvornår Gitte skulle begraves. Han ville gerne med. For som han svarede, da jeg sagde, at det måtte han selvfølgelig gerne, men at han skulle vide, at der ville være mange voksne med, som græd og var kede af det: ”Nu har jeg jo øvet mig ved kyllingens begravelse”.

 

Vigtigt at tale om døden

Dengang jeg skrev speciale for efterhånden længe siden, skrev jeg om henholdsvis danskernes og mexicanernes forhold til døden. Hvor vi i Danmark kan have svært ved at tale om og forholde os til døden, har mexicanerne et anderledes åbent forhold til livets afslutning, festligt ligefrem. Kirkegårdene bruger de nærmest som en slags parker. Her samles familie og venner med picnic, øl, vin og blomster og fejrer hvert år i november de dødes dag – en kæmpe fest. Enhver familie har sit eget lille alter i hjemmet med billeder og forskellige remedier, der hver dag minder dem om deres afdøde familiemedlemmer og venner. Ligesom det er helt almindeligt at tale om døden, også længe før den pludselig sniger sig ind på livet af en af de nærmeste.

Vi talte med en række præster, som fortalte, hvor vigtigt det er at møde døden som en naturlig del af livet. At tale om den – også med de sørgende og efterladte – om hvordan vi i Danmark er kommet alt for langt på afstand af døden som en naturlig del af livet ved at lade de døende tage herfra i hænderne på sundhedspersonale i fremmede hospitalsomgivelser. Om hvordan man nogle steder arbejder for at lade de døende tage afsked i hjemmet – gøre de pårørende til en langt større del af den sidste tid. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg ville tale åbent om døden – og skrive om den, også når det kunne være grænseoverskridende som nu.

Samtidig vil jeg lade dette indlæg være en opfordring til at inddrage børnene – tale med dem om døden og give dem konkrete svar på deres spørgsmål, som børnepsykolog Margrethe Brun Hansen opfordrede til, da jeg ringede og spurgte hende til råds om, hvordan man taler med sine børn om døden. Og sorgen. Dem kan du læse nedenfor. For det er vigtigt at gøre det – tale med sine børn om døden – også før end den kommer helt tæt på. Som Margrethe Brun Hansen blandt andet siger i interviewet ”Det værste, man kan byde børn, er tavshed. Når der er noget, børn ikke forstår, tager fantasien over, og de laver deres egner ofte grumme fortællinger”. At tale om døden er en hjælp og en naturlig måde at være i sorgen på for både børn og voksne.

 

Gode råd til at tale med børn om døden

 

1. Grib barnets tidlige interesse

De fleste børn begynder fra omkring 3 ½ -4 års alderen at interessere sig for død og fødsel. Grib allerede her dit barns interesse ved fx at tage en tur på kirkegården og se på gravsteder eller forklar barnet, hvad kisten i bedemandsforretningen bruges til, hvis I tilfældigt kommer forbi en sådan. Det er nemlig vigtigt for barnet at blive præsenteret for døden, førend det oplever selv at miste. Her er nemlig hverken barnet eller vi/de voksne følelsesmæssigt involveret.

 

2. Gør det abstrakte konkret

Døden er en abstrakt størrelse – særligt for barnet. Først fra et barn er omkring 5-6 år, kan det rigtigt begribe, at døden er endelig. Derfor har det brug for din voksne hjælp til at sætte konkrete og præcise ord på døden. Det kan være ved at forklare, at kroppen bare er en skrald, der er tilbage, og at sjælen flyver op til himlen eller en anden billedlig fortælling, som både barnet og du selv kan forholde sig til. Mange gange har børnene brug for at vide, hvordan vedkommende døde. Fortæl det nøgternt uden at dramatisere. Børn er meget realistiske omkring det og kan godt håndtere at få at vide, at den skræl, der bliver tilbage, når et menneske dør, bliver brændt. Lad endelig være med at sige, at den døde sov ind, da det kan give barnet en frygt for at falde i søvn.

 

3. Skab en god slutning

Det er vigtigt at lægge vægt på, at den døde har det godt, hvor han eller hun nu er. Og at tydeliggøre, at den døde ikke led, da han eller hun døde. At der var gode mennesker, der skabte tryghed omkring den døende, da døden indtraf. Også hvis det indebærer en hvid løgn. Det hjælper barnet til ikke at skabe uhyggelige fantasier.

 

4. Giv dig tid

Barnet kan det ene øjeblik være i gang med en sjov leg, for så pludselig at blive mindet om savnet og stille et spørgsmål, som ikke i første omgang synes at relatere sig til den døde, men som viser sig at være en vigtig del af barnets erkendelse og bearbejdning af sorgen. Barnet insisterer måske pludselig ivrigt og følelsesladet på, at du henter en stige. Og det er så her, at du er nødt til at lægge kartoffelskrælleren fra dig for at finde ud af, at det er, fordi barnet vil bruge stigen til at klatre op og besøge morfar i himlen. Det finder du kun ud af ved at spørge ind og give dig tid til barnets sorg.

 

5. Forsøg ikke at gemme dine følelser

Vær ikke bange for at vise dine følelser og sorg til barnet og forsøg ikke at skjule din sorg og gråd. Forklar hellere dine følelser. På den måde viser du også barnet, at det er okay at have de følelser – at savne og være sorgfuld. Uden forklaringer kan barnet let komme til at føle sig skyldig. Brug stunden som anledning til at dele de gode minder med barnet. Det er et signal til barnet om, at du savner den døde. Det kan det godt forstå. Det værste man kan byde børn er tavshed. Når der er noget, børn ikke forstår, tager fantasien over, og de laver deres egner ofte grumme fortællinger. Det er vigtigt ikke at overlade børnene til sig selv med alle de vanskelige følelser, der følger med at miste.

 

6. Hold mindet i live med ritualer

Ritualer er gode til at skabe rum for, at I sammen kan være i sorgen i en konkret handling. De fastholder mindet, den afdødes eksistens og den kærlighed, der har været og stadig er. Det kan være ved at tage på kirkegården med blomster, ved at tænde et lys ved et billede derhjemme eller at skåle for de, som ikke længere er, når familien mødes ved højtider.

 

7. Lad barnet opleve begravelsen

Begravelsen kan være med til at hjælpe barnet med at forstå det endelige og til at sige farvel til den døde. Det er individuelt, hvor gammel barnet skal være, førend det er en god idé at tage med. Men de fleste vil kunne rumme oplevelsen, når de er omkring skolealderen. For at barnet kan få en ”god oplevelse”, er det vigtigt, at man har brugt tid på at snakke om, hvad der skal ske og at gøre det klart for barnet, at det alene er den efterladte skrald af kroppen, der ligger i kisten. Det kan også være smukt for barnet at opleve, hvor mange mennesker der kommer til begravelsen som synligt bevis på, hvor mange der, som det selv, har holdt af den døde.

(Baseret på interview med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen)

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem