Er det meningen, at vi skal løbe så hurtigt igennem familielivet? Og hvordan får vi tid til de vigtige pauser? Svarene gemmer sig blandt andet i den lokale bytte-, deleøkonomi og ‘hjælpeøkonomi’, der så småt spirer rundt omkring, men som har så meget mere at tilbyde. Her kan vi hente den hjælp til at få det hele til at hænge bedre sammen, vi på sene aftener mellem vasketøjsbunker, oprydning, madpakker og arbejdsmails søger. Nabohjælp er et oplagt skridt på vejen til det bæredygtige familieliv. På landet såvel som i byen.
August 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Nabohjælp. Da jeg var barn, var ’Nabohjælp’ sådan et lille rødt klistermærke med to smilende huse, der gav hinanden hånden i nederste hjørne af vinduet på vores hoveddør. Jeg kastede et blik på de glade firkantede øjne i logoet, hver eneste gang, jeg tog i dørhåndtaget. Det var noget med at se efter hinandens huse, når man var på ferie eller bare væk hjemmefra. Et lille, men synligt tegn til potentielle indbrudstyve om, at her i kvarteret hjalp man hinanden. I hvert fald med at ringe til politiet, hvis man var vidne til mistænkelig adfærd på nabomatriklen.
Men nabohjælp er heldigvis så meget andet. Og her i Gevninge så ufatteligt meget mere, end jeg i min vildeste fantasi havde turdet håbe på, dengang vi valgte, at her skulle vi bo. Og så er nabohjælp en af de på alle måder meningsfulde veje til et mere bæredygtigt familieliv.
Nabohjælp er at passe hinandens høns, at låne hinanden værktøj, hjælpe med havearbejde, at hugge brænde sammen. Men også at hente hinandens børn, hjælpe hinanden med madlavning på lange arbejdsdage, deles om brygning af øl og most, dyrkning af afgrøder til forrådskammeret – dele familielivets opgaver og oplevelser i det hele taget.
Så giver vi hinanden en S.O.S
For et par måneder siden, var det en cementblander, vi stod og manglede. Arne et par huse oppe af vejen havde ikke lige en. Men det havde hans ven. Og et par dage efter trillede han gudhjælpemig ind i vores indkørsel med den.
Da æggene under hønemor klækkede for godt tre uger siden, og vi måtte hjælpe de sidste to den sidste vej ud af ægget, kom landsbyfællesskabet os endnu engang til hjælp. Hvem har lige en varmelampe liggende? Vi havde ikke. Men det har Christian på den anden side af engen. Naturligvis. Der er vist nærmest ikke den ting, han ikke har eller kan skaffe. Og en, to, tre hang varmelampen i en krog i loftet i entreen og badede de små endnu fedtede fjerbolde i et varmt gyldent lys i den kantbakke med savsmuld, han selvfølgelig også havde taget med til os.
Et par dage forinden kom Laila oppe fra bakken forbi. Hun havde husket, at kyllingerne måtte være næsten klar til at klække. Så hun havde en pose ’startfoder’ til dem med i sin rygsæk, som hun selv havde fået i overskud, da der aldrig var kommet kyllinger ud af de æg, hun havde lagt under sin høne, mens jeg havde en pose tøj, jeg ikke længere brugte, som hun kunne overtage.
Vi havde vel været i gang på arbejdet efter sommerferien en lille uges tid, opgaverne tårnede sig op, og jeg havde de første fire deadlines til næste uge, da nabo-Lotte ringede og spurgte, om de også skulle lave mad til os i aften? De havde endnu ferie, havde planer om at tænde grill på stranden og vil høre, om de ikke skulle hente drengene tidligt for os, tage dem med på stranden, hvor vi så kunne møde dem til grillmiddag, når vi havde fri… Jo tak! Da hun var alene med børnene for nogle måneder siden, fordi hendes mand Peter var på arbejdsrejse i udlandet, var det os, der hentede og havde lasagne klar, da hun havde fri. Ingen forpligtelser til at blive længe, rydde op eller føle sig uhøflig ved at sætte sig til bords og efter et kort måltid gribe ungerne for at tage dem med hjem i seng. Vi kalder det en S.O.S. Spis Og Skrid. For det kan faktisk føles som en form for redningsaktion.
De fleste ønsker at hjælpe
Det er egentlig fjollet. Tanken om alle de familier, der dør om dør hver dag kæmper sig gennem ulvetimen på bedste beskub. Forsøger at få mad på bordet, med trætte unger hængende i buksebenet. ”Lige et øjeblik”. ”Jeg skal lige…. Og så skal jeg nok være der”. For ikke at tænke på oprydningen efterfølgende. Alt det andet man sagtens kan deles om. Motorsaven, udstyr til børnene, havetrampolinen, hønseæggene, transport osv.
Weekenden her har stået i engfestens tegn. Hvert år i denne sidste weekend før skolestart mødes alle vi, der bor rundt om engen, til en fest, som er blevet et tilløbsstykke uden lige. Vi er 42 husstande og omkring 100 gæster, fordi traditionen og fællesskabet er så stærk, at begivenheden hvert år trækker voksne børn og nu også deres børn ’hjem’ for at være med. Alle har opgaver forbundet med festen. Nogle skaffer pavilloner, andre køber øl og vand, dækker op, laver skattejagt til børnene, finder på spil og lege, laver snobrødsdej, arrangerer hop over åen, slæber deres bordfodbold bord med, osv. Gårsdagens engfest stod på fællessang og fællesmiddag, kartoffelvæddeløb, snobrød og aftenvolley badet i i solnedgang. For ikke at nævne børnenes sejlads og spontane springen i åen, vandrutschebaneture. De voksnes stangspring over åen traditionen tro. I år var det 33. gang, at engboerne med udsigt til engen samledes til en fest fuld af den energi, som fælles glæde og taknemmelighed over smuk natur og udsyn, kaster af sig. Og i dag, søndag, startede vi dagen med at mødes til fælles morgenmad, kaffe og oprydning for dem, der stod for det.
Lad dette være en hyldest til vores og alle de andre fantastiske naboer og fællesskaber mellem husene, der er derude. Og en opfordring til at dyrke fællesskabet med dem, vi lever side om side med. Også selv om vi ikke bor i kollektiv eller bofællesskab. De fleste har lyst til at hjælpes, og der er så ufatteligt meget at vinde ved at hjælpe hinanden. For ikke at tale om al den glæde og tryghed, der er forbundet med at mødes og fejre sit lokalsamfund, sin by, sin vej, sin opgang og her knytte de stærke bånd, der gør, at det virker helt naturligt at banke på og spørge om hjælp – eller tilbyde selv at stille sig til rådighed for andre ganske uopfordret.
Grøn omstilling i pauserne
For tænk hvor mange ressourcer der gemmer sig i den bytte- og deleøkonomi, der så småt spirer rundt omkring, men som har så meget mere at tilbyde vores samfund. Her vi kan hente den hjælp og den ekstra tid til at få det hele til at hænge bedre sammen, vi på sene aftener mellem vasketøjsbunker, oprydning, madpakker og arbejdsmails higer efter. Nabohjælp er et oplagt skridt på vejen til det bæredygtige familieliv. På landet såvel som i byen.
Apropos stærke fællesskaber i bæredygtighedens tegn. Så er jeg blevet lukket ind i fællesskabet af seje bloggere på Sustain Daily, som du måske allerede har opdaget af ændringen i layoutet på bloggen her.
Det er jeg meget taknemmelig over – for kun i fællesskab kan vi være med til at skabe en mere bæredygtig måde at leve på. Mine seje medbloggere på Sustain Daily blogger om alt fra bæredygtige karklude og kampen mod mikroplast, til den magiske plantefarve indigo, begrebet ’zero waste’, som handler om at minimere omfanget af affald, om bæredygtige sneakers og meget mere. Fælles for os, bloggere på Sustain Daily, er, at vi ønsker at inspirere andre til bæredygtige vaner og for at føre den store omstillingsdagsorden ind i pauserne, som Ditte Rosenquist, forfatter til bloggen Vedvarende Hverdag formulerede det i Informations tillæg Omstilling sommer 2016.
Jeg kan kun anbefale at stikke et smut forbi og tjekke de andre blogs i netværket ud. De er bare et klik herfra i menubaren ovenover. Her er masser af inspiration at hente.
