Lad mig starte med en art varedeklaration: Jeg har aldrig været vild med dyr. Faktisk har jeg mest af alt set lettere uforstående til fra sidelinjen, når folk omkring mig har vist ligefrem samhørighed med deres firbenede venner. Her i vores nye landlige liv i Æblehuset har dyrene på mærkværdigt umærkelig vis sneget sig ind i tilværelsen som selvfølgelige væsener. Livet her ville ikke være det samme uden. Og så er de en vigtig del af vores forsøg på at skabe det bæredygtige familieliv på landet.

 

Maj 2016,

Af Anne Anthon Andersen

 

Aftenstund. Fra min vinduesplads ved spisebordet har jeg kig ud over marken. Der er vel en cirka 10 meter fra, hvor jeg sidder til, den begynder. Grønt og frodigt står det nu mere end knæhøje græs. Udsigten stjæler med jævne mellemrum min opmærksomhed.

For var det ikke en rask bevægelse? Var det ikke en lyd af vrinsken?

Og så var det endnu engang bare bøgens grene, svajende i vinden i det yderste hjørne af mit synsfelt. Nabo Max har ellers sagt, at det var her til aften, de ville komme. Hestene.

Hver sommer udlejer han marken, som strækker sig fra vores grund og nedefter mod øst, til fire store hestes græsning. Kvinderne, som ejer dem, kommer med dem en aftenstund i maj. Parkerer transporteren oppe på grusvejen, som jeg netop kan ane gennem bøgens tætte endnu syntetisk grønne blade, for at lukke dem ud i et tæppe af græs.

Galoperende gennem tusmørket

Knap når de at slå hovene i jorden, førend de sætter af og sender deres muskuløse kroppe i bevægelse nedover græsstykket. At se dem indtage deres sommerbolig og byde dem velkommen får noget til at rejse sig i mig. Så er det for alvor ved at være sommer.

Først i slutningen af september kommer kvinderne og transporteren efter dem igen. Det vækker et ligeså stærkt sug af vemod. Men der er endnu længe til.

Jeg har aldrig været særlig vild med dyr.

Siden vi er flyttet på landet, er jeg blevet sært tiltrukket af deres nærvær. Den særlige følelse det giver at omgive sig med disse ligefremme stille væsener. Det afbræk fra tankerne, de tilbyder. Deres umiddelbare interesse og blotte tilstedeværelse.

Lyden af galoperende hove i mørket som indgang til natten, netop som vi selv er gået til ro i soveværelset på første sal. Den lyd og stemningen, den fylder mig med, kan jeg stadig genkalde på en blågrå dag i december.

Har I fået nogle dyr?

Hønsene forekom på sin vis som en nødvendig del af interiøret. At bo i Æblehuset uden dem som en del af haven, ville på underlig vis være som at fravælge sin seng eller sofa inden døre.

Hønsene var bare nogle, der selvfølgelig flyttede ind i hønsehuset, som vi flyttede ind i hovedhuset.

Når vi har mødtes med folk, venner og bekendte, efter at vi er flyttet herud, er spørgsmålet om dyr også faldet som et af det første. A la: Hvordan er det at være flyttet på landet? Og herefter: Har I fået nogle dyr? På en eller anden måde, eksisterer der en art kausalsammenhæng mellem det at bo på landet og at omgive sig med dyr. Som afføder det første naturligt det andet.

Men hvorfor dette pludselige ønske om dyr? Og hvad er det egentlig, de giver os?

En ged i gave

På en eller anden måde er samtalerne om dyr sneget sig ind i vores drømme om det bæredygtige familieliv på landet. Da hønsene var flyttet ind, var der ikke langt til samtalen om at anskaffe ænder. Pludselig tikkede en mail med fire ællinger, svømmende i en håndvask ind i min indbakke. Med Mads som afsender. Det havde jeg ikke set komme.

Om aftenen gennemtrevlede han nettet for at finde et brugt andehus, som vi kunne overtage. Læste højt om regler for at have høns og ænder samtidig. Om at der fx minimum skal være en afstand på 15 meter mellem deres huse – og adgang til en art sø, som ænderne kan bade i.

Sidste sommer havde jeg nær foræret Mads en ged i fødselsdagsgave. For kunne det ikke være hyggeligt at have geder gående græssende i baghaven? Jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde brug for at rydde træer, så vi fik mere fri jord, førend det projekt kunne realiseres. Og at vi var nødt til at anskaffe os to, fordi de har bedst af ikke at være helt alene.

Vores dyr skal gøre nytte

Til gengæld har snakkene om hunde og katte glimret ved deres fravær. Langt de fleste af vores naboer har hund eller kat eller begge dele. De får et klap, når vi møder dem, og høster begejstrede tilråb og hujen fra Morgan i klapvognen. På en eller anden måde, ville det være underligt tomt, hvis de ikke var her. Men de er endnu ikke en del af drømmen om det bæredygtige familieliv på landet her på matriklen.
Når vi har drøftet dyrehold, har det indtil videre altid handlet om nyttedyr.

Dyr der kunne indgå i vores forsøg på at etablere selvforsyning i det små eller på anden vis have en funktion, som fx at holde græsset nede for gedernes vedkommende, spise dræbersnegle og ende som andesteg på julebordet for moskusændernes.

Ligesådan er det også planen, at vores høner ender i suppegryden, når de er færdige med at lægge æg. Også selv om de har haft navne og været omdrejningspunkt for både vores og drengenes omsorg, og på sin vis er blevet en afgørende del af familieforetagendet.

Kælekaniner til middag – kan man det?

Det høstede tåre og vemod hos August, da jeg fortalte, at vi var nødt til at slagte skrukhønen Perle, hvis ikke det lykkedes at ruge æggene ud til kyllinger. Fordi det ikke giver mening at have en høne i flokken, der spiser de frisklagte æg i redekasserne, før vi når at hente dem. En naturlig reaktion fra en dreng på snart fem. Forhåbentlig bliver det ligeså naturligt for ham at forstå naturens kredsløb og tanken om på bæredygtig vis at bringe føden fra jord til bord. Det er i hvert fald en afgørende del af vores ønske om at leve og opdrage med naturen som medspiller, som vi gør her i Æblehuset. Og det ser ud til, at han snart skal opleve sin første afsked med et af vores dyr. For det blev ikke i denne omgang, at vi skulle have kyllinger. De sidste to æg under hønen Perle (dem hun ikke havde spist under rugningen) viste sig ikke at være befrugtede. Spiser hun fortsat æg fra redekasserne, er vi nødt til at finde øksen frem.

Længere oppe af vejen bor et par, som blandt andet avler kaniner, som ender på menuen hos en række restauranter inde i byen. I sommerferien får de passet en del af kuldet ved at låne dem ud til de af byens børn, som har lyst til en uforpligtende forsmag på, hvad det vil sige at have en kanin at passe. Når sommerferien slutter, og børnene afleverer kaninerne tilbage, fortsætter de rejsen til slagteriet. Det er et meget godt eksempel på, hvordan forholdet til dyrene nok helt generelt er mere nyttebetonet på landet end i byen.

Vores nabo, som også er mor til Marie, August børnehavekammerat og kæreste, snakker også om, at de skal have kaniner. Skal de det, er hendes krav, at det skal være kødkaniner – kaniner som ender på spisebordet.

“Det er da det eneste logiske at have dem for at spise dem. De smager jo fantastisk”, siger hun, som er det den mest indlysende selvfølge. Som datter af en dyrlæge, var det at være med til at aflive familiens høns, gæs og kyllinger en del af opgaverne derhjemme. Og oplevelser som har givet hende et naturligt forhold til liv og død, en forståelse for, hvad det indebærer at have dyr, og evnen til at tage vare på dem og deres velbefindende.

Helt så håndfast har landsbylogikken endnu ikke fået tag i mig. For kan man servere sine børns kælekaniner til aftensmad? Og hvis ikke, hvorfor så egentlig, hvis hønen fint kan ende i suppegryden?

Måske bliver jeg med tiden overbevist om, at husdyrskanin fra jord til bord er helt naturligt, en selvfølge i projekt bæredygtigt familieliv på landet. Hvem ved…