Der findes et sted for tvivlen. Altid et lille sted for tvivl. Der er morgener, hvor luften flænses imellem os. Sene aftentimer som forsvinder i foretagsomhed. Vi bliver lyn. Er det overhovedet muligt at leve det bæredygtige familieliv på de her betingelser? Måske ligger svaret i et enkelt ord. Måske…
April 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Der er morgener, hvor alt sejler. Vakler og tipper bag dansende pletter på indersiden af tunge øjenlåg. Man misser med øjnene. Hvor grunden forsvinder under os sammen med fornuften. Selv om solopgangen står så smukt og rent over engen. Selv der kan vi strides. Luften fyldes af tåbelig hverdagskrig.
Bagefter tomhed. At træde ud i den kølige morgenluft, trække den dybt ned i lungerne dulmer trods alt. Det er der, hvor vi presses ud i vores yderste hjørner, at den dukker op, den evige fjende. Tvivl.
Er det for meget? Børnene. Arbejdet. Husbyggeriet. Hønsene. Haven. Snart også moskusænder at passe – P R O J E K T E R N E! Hvorfor vælter vi selv vores vægge? Rejser nye igen? Putter alle de frø i jorden? Bygger den vinkælder, brygger den øl? Sætter de buske og træer og murer det hus? Ordner den skorsten? Hugger det brænde? Hvorfor insisterer vi på at skabe og opdyrke det hele fra bunden i bæredygtighedens navn? Og er det overhovedet menneskeligt bæredygtigt for en småbørnsfamilie at gøre alt dette? Eller er projekt bæredygtig familie i virkeligheden bare vores eget voksenegoistiske projekt? En demonstrativ genskabelse af alt det, der blev taget fra os og alle de andre, der pludselig mistede deres familier som børn?
Jeg har lige skrevet et tema om skilsmisser til pædagogernes fagblad Børn&Unge. Statistikkerne taler deres faretruende tydelige sprog. I 2014 slog antallet af skilsmisser rekord. I alt blev 19.435 ægtepar skilt anno 2014, og det er ifølge Danmarks Statistik det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år. Selv om tallet er faldet med 16 procent i 2015, er det stadig fire procent flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.
Det virker ekstremt og vidner om, at min forestilling og forhåbning om vores generation som generation oprør mod egen skilsmisseopvækst er naiv. I hvert fald ikke i tråd med virkeligheden. Selv om det er svært at sætte sig ind i at komme dertil. Træffe valget om at trække grunden væk under familien, bryde det ned, man har bygget op sammen, er det let nok at følge, at folk kommer dertil.
Der skal immervæk dybe vejrtrækninger, behovsudsættelser og tro på projektet til, for at holde fast. Kravene til børnefamilierne anno 2016 er til at få øje på. Tiden til at stoppe op og dvæle, pauserne til bare at være til uden at skulle stå til rådighed og være på tid forsvindende lille.
Tålmodighed er ikke bare en dyd, men et vilkår. Familielivets livline og redningskrans. Det er ubegribeligt, så meget moderskabet og familielivet har lært mig. Men stærkest af alt må være, at alle gentagelserne, kravene til overbærenhed og overskud, opvågnen og opvakthed har tvunget min evne til tålmodighed til hidtil ukendte højder.
Tålmodighed betegner ifølge ordbogen den, som finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem længere tid uden at blive ophidset eller give op (…)
En beskrivelse de fleste småbørnsforældre velsagtens kan genkende som vilkår i familiens skød. Måske er det netop i denne tålmodighed, at svaret på tvivlens hvorfor ligger…
For det at leve bæredygtigt – projekt selvforsynende familie – handler netop om tålmodighed. Om at videreudvikle og (ren)dyrke den tålmodighed, familielivet i sig selv har fremtvunget i os. Husbyggeri, dyrkning af jorden og som det seneste brygning øl, kræver ventetid, afbrydelser og at evig tilpassen sig naturens, vejrets, temperaturens betingelser og timing. Og sådan er det for mange af de voksenprojekter, man sætter sig for at udleve som forældre – og som må udleves side om side med familielivet – om det er kitesurfing, karriere, kartoffeldyrkning eller et hvilket som helst andet hobbyprojekt.
I den optik giver projekt bæredygtigt familieliv på landet måske mere end almindelig god mening som andet end vores voksen selvrealiseringsprojekt. Selv håber jeg med det alt sammen at være med til at opøve en så tilpas portion tålmodighed i vores drenge, at de vil blive i stand til at leve præcis det liv, de ønsker, opfylde de mål og udleve de drømme, de fyldes af. Hvor megen tålmodighed det end kræver.
I den optik er projekt bæredygtig familie mere meningsfuld virkelighed og blik for drømme end håbløs utopi. Den er vores åndende og levende højtelskede drømmesyn.
