For bare et par uger siden sled vi os igennem dagene i mørke. En tunghed i kroppene som ligesom aldrig blev vækket helt. Når drengene var puttet, trak vi i kedeldragterne, greb vores værktøj for at bygge entre, til natten tog over, og vi overgav os til søvnen. Gik om kuld simpelthen.
Februar 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Det er løgn, når jeg skriver, at byggeprojekter er ren terapi. I hvert fald hvis man læser skriften så bogstaveligt, at det at bygge er ren idyl og afstressende. Der er grænser. Selvfølgelig er der grænser. At fastholde følelsen af at lade sig heale med hammeren i hånden, renselsen i at lade en væg falde, samle murbrokker i sække og spartle huller ud, kræver pauser. Ophold i byggeriet. Følelsen af at nå i mål med projektet. Kunne give en høj femmer og sige; så fik vi ordnet det rum. Det at nyde synet af skabelsen, man har frembragt med egne hænder. Suge lyset som står ind fra nye vinkler. Det har vi lært af at bygge her. Vigtigheden af pauser. Ophold mellem byggeprocesser. Det er der, vi er nu. Endnu et projekt ser sin slutning, entreen er malet, de sidste huller lukket, og vi øjner byggepause for en stund, når de sidste detaljer lige om lidt er på plads.
Nu sætter vi skabe op. Indretter os på foråret, der kommer. Jeg glæder mig, som aldrig før. Når vi lige om lidt træder ind i foråret, rammer vi samtidig 1-års dagen for vores liv på landet her. Den 1. marts er det præcis et år siden, vi overtog Æblehuset. Et naturligt tidspunkt for en art status: Hvad har vi nået? Hvad har vi lært? Hvordan drømte vi om at leve her svøbt i natur og badet i udsigt? Og hvordan lever det levede liv, alle realiteterne så op til forventninger og drømme?
Vi vil dyrke mere selv
En ting vi i den grad har mærket er, hvad lyset betyder for os. Hvor afgørende en kilde til energi og overskud lyset, som rammer os fra alle sider, er. Da vi boede i byen, søgte vi ofte uden døre. Pakkede os sammen og drog afsted. Ud langs sundet i Amager Strandpark, ned langs voldene, ud om Kløvermarken og til Christiania, som vi betragtede som vores baghave. Vi spiste D-vitaminer i lange baner, installerede lyspærer som morgenvækning. Alligevel blev vi ramt af mørket.
Selv om vi endnu ikke er sluppet helt igennem vinteren, er vi enige om, at i år har været mindre mørkt. Vejret har været bedre. Og det har det selvfølgelig ikke. Men vores kontakt med lyset, luften, himlen og naturen i det hele taget har været så meget mere intensiv. Det er alt sammen tættere på. Vi lever livet langt mere udendørs.
Med foråret kommer alle de udendørs projekter. Sidste år byggede vi to store højbede, som giver os godt 20 kvadratmeter jord at dyrke. Vi forspirede frø og såede grøntsager, som vi høstede i flere måneder. Men vi høstede også erfaringer til, hvordan vi gør dyrkningen bedre og mere effektiv. Hvor afgørende mikset af afgrøder er, afstanden mellem dem, sådan noget som skygge, læ og solforhold. Erfaringer der blandet andet fik os til at fælde en masse træer, som skyggede for solen.
Vadested
Snart rykker vi for alvor udendørs. Højbede skal gøres klar, jord skal vendes. Frø forspires i vindueskarme for senere at give os grøntsager langt ind i efteråret. Projekt bæredygtig familie på landet handler også om selvforsyning. I år er målet, at vi i endnu højere grad selv skal dække vores forbrug af grøntsager ved egen dyrkning. Det kommer I til at høre meget mere om.
Det er magisk, som lyset kan kaste klarhed over langt det meste. Eufori. Haven står i begyndende forårsflor. Et tæppe af gult og hvidt pibler frem. Og i går fandt Mads årets første æg i hønsehuset.
Lyset trækker os oftere ud på markveje og stier. Skaber begyndende forårsliv mellem husene. Vi ser naboerne mere. Vinker og nikker og smiler. Lettede over, at dagene pludselig er mærkbart længere.
Her på vippen til det alt sammen, kan det føles, som ramt af ingenting. Den renhed der går gennem landskabet her på vinterens yderste grænse. Det er som stilhed før storm. En sagte samlen kræfter før forårets eksplosion af foretagsomhed får overtaget. Vadested. Lige her kan jeg næsten ikke skrive. Kun betragte. Brudstykker.
Snart kommer den sitrende fornemmelse brusende. Lidt som kraften i Stillehavets bølger. Jeg glæder mig til at lade mig rive med.
