Hverdagen var blevet en familiefabrik uden plads til ro og fordybelse. Da vi flyttede på landet, var det ikke bare en mulighed, men et instinkt. Siden har vi bygget og dyrket i et væk. Mellem grød, tøjvask og bleer. Mos, madlavning og madpakker. Men husket at kysse i vores kedeldragter. Vi har aldrig haft så travlt som nu, og aldrig følt mere ro og rummelighed.

 

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Før jeg fik børn, var det en ligeså naturlig del af morgenen som tandbørsten at springe ud af sengen og direkte i løbeskoene, der stod klar i entreen. For at starte dagen fuld af den energi, der altid ligesom ophobede sig i mig i løbet af natten. Pludselig krævede det en halv liter sort kaffe og en plade chokolade at få overskud til at komme videre i dagen, når klokken slog senest 10. Koffeinen og sukkeret holdt mig godt kørende en times tid. Så kom nedturen.

Jeg elsker at være i gang. At have en masse projekter rullende. Befinder mig dårligt i stilstand. Min ældste søn fødte jeg midt under Roskilde Festival 2011. Jeg var netop kommet hjem for at sove nogle timer, før jeg skulle tilbage på festivalen og skrive endnu en reportage til avisen dagen efter. Lørdag morgen vågnede jeg i sengen badet i vand. Klokken var 7. Jeg skulle være tilbage på festivalpladsen kl. 10. Det nåede jeg aldrig. Få timer efter kom August til verden på Hvidovre Hospital. Reportagen, jeg havde lavet på festivalen om fredagen, skrev jeg færdig i hospitalssengen, mens min førstefødte søn sov i sin lille seng ved siden af mig.

Jeg havde svært ved at omstille mig til den nye rytme, der følger med moderskabet. Rolige bevægelser og cirkulære gøremål. Gentagelserne. Det ikke at være oppe i det tempo, jeg var vant til. Det ikke at sætte tydelige spor, følelsen af at have udrettet noget konkret nu og her.
Ofte blev jeg grebet af en stærk følelse af frygt for at gå glip af noget. Så jeg fandt hurtigt op i mit sædvanlige tempo – nu blot med babyprojekter. Vi begyndte til babysvømning, babysalmesang, gik lange ture; i Amager Strandpark, om voldanlægget omkring Christiania, til Frederiksberg og Østerbro. Vi rullede rundt ad fortove og stisystemer i et væk. Jeg insisterede på at lave al mosen fra bunden selv, sy og strikke alverdens ting.

Da jeg var gravid med vores anden søn, Morgan, havde jeg et dybt ønske om ikke lige så hurtigt at lade mig fange ind i projekternes centrifuge – at stoppe mere op, dvæle ved øjeblikkene. Roen og freden, man også kan opleve ved at bære et barn. Jeg lovede mig selv, at jeg ville give plads til pauserne. Sove til middag – alt det man får at vide at man skal huske og nyde, når man er gravid og barslende. Dels for at udfordre mig selv og mine forventninger til evige præstationer. Men selvfølgelig også for at passe på Morgan og gøre, hvad jeg kunne for at forhindre, at han kom til verden lige så længe før termin som sin storebror. Det lykkedes bedre denne gang. Men rastløsheden sled stadig. Byen kaldte altid.

I byen var drømmen om landet også en drøm om ro. Åbne vidders dulmende indtrængen i sindet. Stilheden. Naturen. Og afstanden til den inciterende rytme, der altid står som en usynlig sitren mellem bygningerne i en storby. Den evige kalden. Muligheden for altid at lade sig lokke ud i menneskemylderet – eskapismens sødme. Jeg drømte om ro og landidyl. Det mere enkle liv. Om at leve i pagt med naturen; vågne og sove i takt med sol og måne, dyrke min have og spise den; gøre fra jord til bord tanken til en del af børneopdragelsen. Der er mange, der italesætter et ønske om at skabe mere rum for familien ved at flytte den ud på landet. Jeg har delt og drøftet det så tit.

Men er det kun en drøm? Et illusorisk ønskescenarium? For hvad med alt det arbejde, der også følger med at flytte i et gammelt bondehus, at dyrke egne afgrøder, fælde træer og plante nye. Holde høns, renovere og bygge til? Bliver det ikke også stressende? Og hvordan vil I få tid til det i en i forvejen travl hverdag? Hvordan i alverden skal det skabe mere ro? Sådan lød et par af de spørgsmål fra omgivelserne, der fulgte med vores beslutning om at flytte. Det er dem, og alle dem, der opstår i vores projekt bæredygtig familie på landet, jeg vil reflektere over og forsøge at besvare med denne blog.

Jeg kommer til at skrive en del om haveprojekter i børnehøjde. Om naboskab, bytteøkonomi og bæredygtige byggeprojekter. Om haveterapi, høns og højbede. Om værdifulde netværk i lokalsamfundet. Om alle de steder og mennesker i Lejre og omegn der er et besøg værd. Og om de muligheder for at integrere arbejde og familieliv, der følger med at arbejde som selvstændig med arbejdsplads i bunden af sig egen have.

Jeg håber, at du har lyst til at læse med.

Godt nytår,

Anne