Vandreture er en smutvej til mikroeventyr i hverdagen. Selv korte udflugter åbner magiske rum for opdagelser, nærvær og vigtige samtaler. At stoppe op er en vigtig del af eventyret.

Natur&Miljø november 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Lyset kaster smut i havet og glider ligesom videre ind i skovbrynet. Høve Skov i Odsherred rækker helt ned til stranden. Tvillingerne, Clara og Johannes, løber i forvejen. De kender vejen. Men det gør ikke dagens vandring mindre spændende. Siden benene endnu vaklede under dem, har de været vandringsbørn.

Hjemmevant bestiger de en væltet kæmpetræstamme, hvis rodnet peger flere meter op i luften. Balancerende som skovens linedansere bevæger de sig ad stammen, springer og lander i sandet.

”Se nogle smukke runde sten!”, udbryder Clara nede fra vandløbet under det askegrå net af grene.
Lige siden de kunne sidde oprejst i en bærestol på ryggen, har Jacob Klaris Jensen og Anée Berg Kehlet taget deres unger med på vandring.

”Da de var helt små, var det rart at kunne fortsætte vores vandreture og have dem med på ryggen. Pludselig kunne de gå med selv. På den måde er vandreturene helt naturligt groet ind i vores måde at være sammen på”, forklarer Anée.

Mikroeventyr i hverdagen
Et af de første stærke vandreminder spandt de fra en ødegård i Sverige og rundt om en større sø i området, da børnene var tre år. De aftalte, at de ville finde deres egen vej om søen. Ingen stier, kort og GPS. Selv om turen bare tog et par timer, blev den et helt lille eventyr.
”Fordi vi havde fået skabt en lille historie om turen og valgte at gå vores egen vej, blev det en opdagelsesrejse i børneperspektiv, et mikroeventyr i hverdagen”, forklarer Jacob med det lag af lykke i stemmen, der opstår, når man pudser et smukt minde af.

Der er ikke en vind, der rører sig. I det spejlblanke vand skrider en flok heste mod bredden.
Clara og Johannes er stukket af ad den lille skovsti, som løber langs stranden. Under trækronernes endnu grønne tag af blade rejser sig et bakket landskab.

”Kom! Her er åen, som vi gik på line over, da vi var små”, kalder Clara og træder koncentreret ud på en fugtig stamme, som danner en smal bro over rislende vand.
”Kan du huske, at jeg selv kunne gå over far?”
”Ja, jeg kan. Og kan I huske, at det var koldt og glat, og at I havde flyverdragter på”, svarer Jacob.

Johannes følger trop og trækker ligesom et indianerhyl i luften bag sig i sit ridt nedover skrænten.
En del af opskriften på de bedste vandreture med børn er netop at vende tilbage til velkendte steder, vandre de samme ruter igen og igen, oplever Jacob og Anée. For børnene elsker gentagelser og nyder at vække liv i de minder, der bor i landskaber, de genkender.

At vandre drømmene i møde
En lang stamme har lagt sig i skovbunden. Stadig fæstnet til sin kæmperod hviler den et godt stykke over jorden. Johannes og Clara har sat sig til rette, lige begejstrede over den gyngende fornemmelse, stammen skaber, når de fjedrer med benene, lægger alle kræfter i for at sætte den i svingninger. ”Det er jo en rigtig gyngegren, det her!”, griner Johannes, mens Jacob og Anée finder sodavand og kaffe frem fra rygsækken.

Det er naturen og den friske luft, der lokker dem i vandreskoene. Men det er ligeså meget det, at vandreturene er en stærk ramme for nærvær. Hjemme ved Greve Strand har de en dejlig have. Men her er altid noget praktisk, der kalder.

På vandreturene har de bare naturen og hinanden. Det er her, de vigtige samtaler opstår. Her de taler om den brugte camper, de har købt, og som de skal have sat i stand, så den kan fragte dem rundt til de steder, de drømmer om at udforske til fods de næste år. Her de lægger planer for nye vandreeventyr.

De taler om Frankrig, Nordkap og Baltikum.
”Selv om vi er sammen, når vi vandrer, giver turene os også tid til, at vi voksne får talt mere sammen, fordi ungerne løber i forvejen eller forsvinder ind i leg undervejs. Og så taler man bare bedre sammen, når man går”, siger Anée.

Man behøver ikke at gå langt, er hun og Jacob enige om. Selv korte ture åbner magiske rum for opdagelser, viden og vigtige samtaler. Det vigtigste er at give sig tid til at være og dvæle ved det, der opstår undervejs. Derfor er telefonerne altid på flyfunktion og i tasken på familiens vandreture. At stoppe op og logge af er en vigtig del af eventyret.

Sådan kommer I i gang:
Start med korte ture når vejret er godt. Vælg en rute, der indbyder til leg og oplevelse undervejs, fx nær vandløb, klatretræer eller strand. Lad børnene sætte tempoet, stop op undervejs og giv plads til at udforske det, I møder. Sæt forventningerne til distancen ned. Når først I har skabt de første gode vandreminder, bliver det lettere at gå længere ture.

Gå-benzin og udstyr:
Hav noget lækkert med i rygsækken. ”Gå-benzin” kan gøre underværker, når vejen synes lang. Hvis I tager en kikkert, lup og kniv med, har I mulighed for at undersøge naturen lidt mere undervejs. Husk en pose til fund, I vil have med jer hjem.