Hvis vi vil mistrivsel til livs, må vi insistere på ro til at mærke, hvad kroppen har brug for. Pædagoger er nøgleagenter i en brydningstid, hvor vi er på vej tilbage til kroppen. Hold ud og hold fast, lyder budskabet fra neurobiolog Theresa Schilhab.

Børn&Unge oktober 2025,
Af Anne Anthon Andersen

Theresa Schilhab voksede op i en barndom, hvor kroppen og sanserne viste vej. Eftermiddagene tilbragte hun ofte på egen hånd med tid til at dvæle, mærke og lytte til kroppen, som kom med idéer. Hun stak fingrene i parcelhushavens jord, dyrkede salat og grønne bønner og fik sit eget drivhus. Hun løb ind i nabohaven til Hr. Larsen, som var gartner, og så, hvordan han fik frø til at spire. Hentede inspiration til det guldfiskebassin, hun siden anlagde i haven. For Hr. Larsen havde også fisk.

”Jeg voksede op i et miljø, hvor jeg fik lov til at være og lære med kroppen først og oplevede, hvordan det skabte trivsel og mening,” konstaterer Theresa Schilhab.  

Familien havde tre hunde og en kat, og hun lå ofte i græsset og betragtede dyrenes måde at være i verden på. Kattens fleksible krop, når den sprang fra træets øverste grene, hvordan den blev let og blød som en fjeder, når forpoterne ramte jorden.

Tidligt blev hun draget mod at forstå, hvilken rolle kroppen spiller for den måde, mennesker og dyr er til stede i verden på. Som forsker var det først i biologien, snart også i filosofien og hjerneforskningen, hun søgte svar. For krop og erkendelser kan ikke skilles ad.

I sin forskning har Theresa Schilhab dokumenteret, at vores måde at forstå, opleve, lære og være i verden på afhænger af kroppen, det, vi sanser, og om kroppen er i balance.

”Vi er et konglomerat af det hele. Tanker, sanser, erfaringer, handlinger osv. Alle aspekter af os har kroppen som udgangspunkt og endestation. Neurobiologien viser os, at kroppens fysik og kemi spiller ind på vores følelser, sansninger og erfaringer, som kommer til at spille en rolle for fremtidige oplevelser,” forklarer hun.

Pædagoger i Danmark og Norden bliver ofte og med god grund hyldet for en friere pædagogisk tilgang med rødder i krop og kreativ skaben. Det er vigtigere end nogensinde, at vi holder den ild, der lyser fra den frie kropsligt forankrede pædagogik, i live og hævd, mener Theresa Schilhab.

”Jeg ved, at pædagoger i dag møder modstand i form af pres for at gøre børn skoleparate, forventninger fra forældre og politikere, krav om målbar læring rørt op med for lidt tid til omsorg og for lave normeringer. Derfor er det vigtigt at anerkende og hylde pædagoger, der insisterer på at fastholde friheden til give plads til at være i og mærke kroppen,” siger hun.

Kroppen er vores vigtigste redskab. Hvis vi forsømmer at give børn tid til at udvikle sig kropsligt, legende, sansende, værende, handlende i verden uden mål og med, og har for travlt med at spænde dem for målstyring, og boglig tænkning, misser vi den grundlæggende opgave at lade dem mærke og sanse deres krop og lære at bruge det vigtigste værktøj, de har: kroppen. Kroppen er en guide for livet, fordi den giver signal, når der er fare på færde, både i og uden for kroppen. Kun hvis vi har lært at sanse og følge, hvad vi sanser og fornemmer, kan vi undslippe mistrivsel, argumenterer Theresa Schilhab.

Barndomshjemmet lå tæt på Nordkysten i det bakkede landskab nær Gilleleje. Ofte tilbragte hun halve og hele dage ved havet.

”Når jeg tænker tilbage, er det kroppens sanser, der fremkalder minderne. Duften af strand og salt, sand mellem tæerne, lyden af måger og tang, der er skyllet op,” siger hun.

Også isvintrene står stærkt i hukommelsen. De år hvor havet var frosset til, landskabet glaseret af havis. Dage hvor havet var en tyk bræmme, der krængede op over de store sten, så man kunne se, at isen var tyk nok til, at hun kunne bevæge sig ud.

”Jeg husker den knirkende fornemmelsen under sålerne. Det er et godt eksempel på, at det, kroppen sanser, husker vi,” konstaterer hun.

Theresa Schilhab kan ikke undslippe sig den slutning, at en stor del af den mistrivsel, vi ser, kan forklares med manglende fokus på kroppen. For kroppen er den termostat, der skal hjælpe os med at sikre vores trivsel. Kropslige signaler advarer os, når vi er på afveje. Men hvis vi ikke fra tidlig alder har lært at registrere kroppens signaler og navigere efter dem, er der stor risiko for, at vi farer vild i livet.

”Egentlig er det åbenlyst. Mennesker der har svært ved at mærke deres krop, har vanskeligt ved at finde ud af, hvad de har lyst til og sværere ved at sætte grænser og stå imod forventninger og pres fra omgivelserne, som kan skabe mistrivsel,” siger hun.

I en tid, hvor udfordringerne og bekymringerne bliver abstrakte, i de store krisers tid, slår mistrivsel lettere rod. Her står pædagogerne med nøglen til at give børn ro i deres kroppe, mener Theresa Schilhab:

”Pædagoger er vores børns anker til det kropslige og konkrete. Børn i børnehave og vuggestue skal ikke have mere skole. De har brug for først at erfare verden kropsligt.”

Vejen til trivsel er koblet til kroppens erfaringer af, at der er konkret mening med det, man gør. Og så er vi tilbage i barndomshavens køkkenhave. Hvor meningen med at putte et frø i jorden var at se det spire og blive til salatblade og bønner.

”Kroppen er det instrument, vi bruger til at finde mening og træffe beslutninger i livet. Hvis vi ikke bliver fortrolige med kroppens instrument, bliver vi bange for verden, overtænker og bliver handlingslammede. Bliver vi fortrolige med kroppens instrument, får vi evnen til at mærke, hvad der er godt for os, og erfaringer i at vi kan gå efter det, vi ønsker i livet,” siger hun.

Theresa Schilhab ved, at det ikke er en opgave, pædagogerne kan løse alene. De står groft sagt med en modelervoks, som forældre og andre også konstant bokser i.

”De har ikke de rette betingelser, når de konstant skal administrere og bruge deres sparsomme nærværs-tid til at dokumentere, at de har gjort de rigtige ting,” siger hun.

Men hun har en stærk appel til et modsvar på, at den pædagogiske kerneopgave under- finansieres og prioriteres politisk.

”Mærk efter. Gør, hvad I ved virker og insister på det: Nærvær. Ro. Langsommelighed. Svøm mod strømmen. Det er så væsentligt, at vi giver børn lov til at være i deres kroppe,” siger hun.

Når hun selv balancerer på kanten. Hvad gør hun så?
Hun vender tilbage til barndommens sansebad. Går ud i vinden, mærker hvordan den får hårene på armene til at rejse sig, musklerne til at trække sig sammen. Hun løber, cykler, går ture med hunden.

”Den tvinger mig ind i nu’et. Når den kommer med en kæp, så jeg bliver nødt til at flytte benet. Eller skubber til mig med sin snude, fordi den vil ud,” siger hun.

Theresa Schilhab så gerne, at mange flere børnehaver og SFO’er holdt dyr. Dyr minder os om vores egne kroppe, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for.

Andre genveje til kroppen er at skabe overskud af tid og carte blanche til at slippe tøjlerne og give los. Lade en maledag udvikle sig til kast af maling på lærredet, hvis det er det, der opstår.

”Nogle gange er det så simpelt som at lade det være godt nok, at det bare er sjovt. Hvad føles rart? Også for de voksne. Når du spørger dig selv, hvad kan jeg godt lide, starter svaret næsten altid i det, kroppen sanser og fornemmer. I smagen, følelsen, duften.”

Og har man brug for argumenter til forældre og politikere, kan man med afsæt i forskningen sige, at det, vi sanser, husker vi. Theresa Schilhabs forskning leverer svar, der føles godt i kroppen: Mere lyst, mere sanselighed. Rummelighed. Ikke så meget styring.

”Problemet er, at jo mere, vi bliver tvunget til at forholde os til abstraktioner, som vi ikke har erfaret kropsligt, jo mere flytter vi os fra det, der giver livet mening. Og det får ængsteligheden og mistrivslen til at slå rod,” siger hun.

Det handler om at lære børn friheden til at mærke sig selv her og nu. Lade dem kede sig, blive fortrolige med det forhold, at der ikke kommer nogen og fylder en hel masse på, argumenterer Theresa Schilhab, Det kræver flere pauser, mere tid til at sidde og bare være, sammen med børnene, uden at skulle nå en masse mål. For som hun siger:

”Det er med kroppen, at du kan handle. Derfor er pædagogers arbejde med at hjælpe børn med at finde kontakten til deres krop måske vigtigere end nogensinde.

Kroppen forankrer os og holder os fast i verden på en måde, som er sundere for os, end hvis vi er i verden alene på tænkningens præmisser.

”Mange af de tanker, vi bruger vores tid på, er urealistiske katastrofetanker, der ikke eksisterer i verden. Når man mærker sin krop, bliver man mere realistisk, og det bliver lettere at være i nu’et,” siger hun.

Selvom der er modstand, ser hun også lys og håb for, at kroppen får mere opmærksomhed.

”Forskere har sagt, at vi befinder os i biologiens århundrede. Efter covid-pandemien er det åbenlyst. Det at en lille virus kan gå bananas og spille vores oplevelse af kontrol med naturen skakmat, har givet os en reminder om, at vi først og fremmest er kroppe,” siger hun.

”Det er først, når vi tager kroppen alvorlig, at vi får mulighed for at handle os ud af mentale udfordringer som angst og mistrivsel.”

Om Theresa Schilhab:
Theresa Schilhab (f. 1967) er neurobiolog, dr.pæd., Ph.d. i bevidsthedsbiologi, MA i filosofi og lektor ved DPU Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Hun har hele livet været fascineret af bevidsthed hos mennesker og dyr og har i årtier forsket i læring, bevidsthed, hvordan mennesker finder mening, og hvilken rolle vores kroppe og tanker spiller for, hvordan vi oplever og er i verden. Gennemgående i hendes forskning er, at vi mennesker er natur og historisk har fundet mening i naturen. Sporet i hendes forskning ligger i spændet mellem natur, teknologi, bevidsthed, krop og kognition. Theresa Schilhab er foredragsholder, fagbogsforfatter, digteren bag ”Naturdigte” til indskolingen (2023) fra Dansklærerforeningen og er debuteret med den skønlitterære bog ”Kunsten at overleve døden” (2021).