For mange børn er natten en fremmed. Men nattemørke, stjerner, planeter og fjerne galakser åbner op for spørgelyst og stjernestunder. Under stjernehimlen rykker børn og voksne tættere på hinanden.

Natur&Miljø, november 2018
Af Anne Anthon Andersen

For 9-årige Silje Eggertsen har nattens blæksorte lærred altid været magisk tiltrækkende. Allerede som 2-årig gjorde hun det til en vane at vinke godnat til månen, før hun gik i seng. Og når hendes mor havde puttet hende, kunne hun høre, at Silje lå og fortalte godnathistorier til månen fra sin seng inde på børneværelset. read more

Julie Frölich havde længe følt sig presset i et arbejdsliv, der sneg sig ind i stadigt flere af døgnets timer. En voldsom hjernerystelse, vandring på Caminoen og følelsen af at glemme sig selv under træernes kroner vækkede modet til at ommøblere livet. I dag er naturen en hånd omkring alting.

At gå til ro på en bund af løv og anemoner giver ikke alene frisk luft til nattesøvnen. En nat i skoven skubber hverdagens pligter til side og bringer familien tættere på hinanden.

Natur&Mijø marts 2018
Af Anne Anthon Andersen

Som barn legede han på klippevægge, for vild i Nebraskas bomuldsskove opslugt af de idéer og indskydelser, der fulgte med vinden i ansigtet og årstidens dufte. ”Skovene var mit rithalin. Naturen beroligede mig, hjalp mig til at fokusere og gjorde mig begejstret”, skriver den amerikanske forfatter, journalist og naturforkæmper Richard Louv i bogen Last Child in the Woods. Bogen problematiserer det faktum, at børn opholder sig stadigt mindre i naturen. Som en 4. klasses elev i San Diego ærligt formulerer det i bogen: ”Jeg vil helst lege indenfor, for det er der, alle stikkontakterne er”.

Teknologi og travlhed stjæler naturoplevelser fra nutidens børn, og det er fatalt, argumenterer Richard Louv. For studier viser, at naturen med stor sandsynlighed reducerer symptomer på ADHD og styrker børns koncentration og modstandsdygtighed overfor stress og depression, skriver han i bogen, der er udgivet i 17 lande og har skabt fundament for en international bevægelse, der vil give børn og familier mere natur.

Teknologitrætte hjerner
Selvfølgelig påvirker naturen børn positivt, tænkte newzealandske Matt P. Stevenson, da han pløjede sig igennem Richard Louvs bestseller tilbage i 2011. Han var lige kommet til Danmark med en mastergrad i psykologi fra University of Otago i New Zealand og speciale i hjerneprocesser hos børn med ADHD. Nu overvejede han at lave et større studie, der skulle kortlægge, hvordan naturen kan styrke børns opmærksomhed, hukommelse og indlæring.

”Vi er stadig langt fra videnskabeligt at forstå, hvordan vi kan bruge naturen i arbejdet med børns sundhed og evne til at lære”, forklarer han om, hvorfor han satte sig for at gøre netop det; sammensætte et studie med både medicinske data og opmærksomhedstests for at undersøge, hvordan naturen kan hjælpe børn til at lære.
”Børn leger mindre udendørs end tidligere generationer. Samtidig skal børns hjerner arbejde hårdere end nogensinde før med al den teknologi og information, de er udsat for,” forklarer han.
Derfor består de Ph.D.-studier, han udfører ved Københavns Universitet og Skovskolen i Nødebo, både af tests af børn med og uden ADHD og deres evne til at koncentrere sig og lære efter gåture i henholdsvis by og natur.

Natur mindsker facitpres
Da biologilærer Charlotte Vestergaard hørte Matt P. Stevenson fortælle om sin forskning i radioen, ringede hun straks og meldte sine biologihold på Næstved Friskole til at deltage som forsøgspersoner. I mere end ti år har hun lavet udeskoleprojekter med skolens elever.
”Jeg mærker tydeligt, hvordan naturen påvirker børnene. De bliver gladere, mere nysgerrige efter at lære og slipper det pres om facit, som ellers kan tynge. I naturen bliver det hele mere sanseligt”, forklarer Charlotte Vestergaard, som håber, at projektet skaber viden og fakta, der kan understøtte argumenterne for at rykke undervisningen ud i naturen.

I caféen på Næstved Ungdomsskole, som ligger i centrum af Næstved by, sidder eleverne klar og lytter til Charlotte Vestergaards instrukser til dagens tests. Matt P. Stevenson rækker hende en liste med navne på de børn, der skal testes. Kasper er den første, der ifører sig briller, der skal kortlægge hans øjenbevægelser på en tur gennem byen.
Netop forskellen på hvordan børn reagerer på ophold i byrum og natur er centralt for forskningsprojektet. Tidligere forskning viser, at de sanseindtryk, der møder os i byen, sætter kroppen i beredskab og gør det vanskeligere at fokusere og finde dyb koncentration, mens naturoplevelser beroliger sanserne og styrker evnen til fordybelse.

Men der findes endnu kun få studier, der undersøger, hvordan by og natur påvirker børns opmærksomhed, koncentration og evne til at lære. Matt P. Stevenson går endnu videre og sammenligner naturens påvirkning af børn med og uden ADHD.
”Så sidder brillerne. Nu skal vi bare ud og gå”, siger han og følger Kasper ned ad hovedgaden gennem morgentrafikken. En bil holder i tomgang. En anden accelererer og kører hurtigt frem, som de krydser vejen. Kaspers blik flakker mellem vejskilte, fortovskanter og butiksruder og søger hurtigt bagud, når biler gasser op eller passerer.

Gule fisk på hjernen
En del af undersøgelsens formål er at teste hypotesen om, at oplevelser i byens rum rammer opmærksomheden hårdt og stjæler den, mens naturens elementer virker blødere og beroliger sindet.
Tilbage på Ungdomsskolen sætter Matt P. Stevenson et hold elever i gang med hver deres kognitive test. Mellem bogreoler, mikrofonstativer, malerpensler og lyskæder, har han indrettet et lille kontrolrum til formålet. En pige spørger, hvorfor de skal lave testen.

”Det kan jeg ikke forklare nu”, svarer han. En del af pointen med forsøget er netop, at testpersonerne ved så lidt som muligt for ikke at påvirke resultaterne. Derfor interviewer han ikke børnene om deres oplevelser. Han tester alene deres evne til at koncentrere sig og reagere på spørgsmål før og efter en gåtur i byrum og natur. Og han måler deres øjenbevægelser undervejs.  Sidste uge var de på gåtur i naturen. I dag er det byrummet, men testen, de bliver udsat for, er den samme.

”Kan I huske sidste uges test?”, spørger han. ”Tag hænderne op på hovedet, så ingen skriver, mens jeg taler”, instruerer han, før end han siger en talrække, som børnene skal nedskrive. Talrækkerne bliver længere og længere og skal gøre børnene mentalt trætte, før den egentlige test, der går du på at klikke hurtigt og rigtigt på en række gule fisk, der toner frem på skærmen.

Da testen er færdig, går de en tur i byen, mens Matt P. Stevenson spørger dem, hvad de ser, hører, dufter og oplever.
”Solarium”, ”røg”, ”karry”. ”Benzin”, ”skilte”, ”cyklister”, lyder det, som børnegruppen vandrer gennem byen.
Efter gåturen bliver de endnu engang bedt om at følge med på hver deres computerskærm og klikke på de fisk, de får besked på at udpege.
”Husk at det både gælder om at svare hurtigt og rigtigt”, forklarer Matt P. Stevenson.

Naturen som medspiller
Naturvejleder Kristian Vittrup er ikke i tvivl om, at naturen hjælper børn og unge med ADHD til at lære. Hver torsdag underviser han en gruppe udskolingselever fra Hjørringskolen, som har ADHD og svært ved at koncentrere sig i det traditionelle klasserum. Sammen kører de ud til Tornby Klitplantage og vikingelandsbyen Yxengård, som de unge er med til at bygge uden hverken søm eller skruer. Alt er tappet og dyvlet og bygget af skovens træer. De er her hele dagen. Brygger kaffe overbål, kløver brænde, lægger tag på hytterne. Lerkliner vægge og pudser dem op.

”Al tømmer har elever selv fældet, slæbt ud af skoven og hugget til”, forklarer Kristian Vittrup.
I vikingelandsbyen har de også haft besøg af Matt P. Stevenson, som løbende tester elevernes evne til at koncentrere sig efter undervisning i klasserummet, og efter torsdagsundervinsingen i naturen.

For selv om de tager ADHD-medicin, har de stadig svært ved at tøjre opmærksomheden til et projekt ad gangen. Håbet er at skabe viden om, hvorvidt naturen kan være et gavnligt supplement til medicinering.
”I skoven er der et mærkbart andet konfliktniveau – en ro og fordybelse vi ikke oplever i den almindelige undervisning”, forklarer Kristian Vittrup.

I Yxengård lærer de at fælde træer og lade dem falde rigtigt, hugge tømmer og tænde bål i regnvejr. De lærer om vinkler, geometri og fysik, men med afsæt i konkrete opgaver i naturen, som gør det lettere for eleverne at forstå, hvad de kan bruge undervisningen til.
”Jeg blev engang stillet spørgsmålet: Kunne det ikke give børnene det samme, hvis du byggede legehuse med dem inde i en fabrikshal? Det sagde jeg nej til. Naturen er en kæmpe medspiller i at give dem ro. I naturen bliver de tvunget til at give sig hen og være i nuet. Her møder vi dem med noget, der fanger dem, fordi mennesket er genetisk forbundet med naturen, tror jeg”, siger Kristian Vittrup.

Håbet er medicin N
Selv er han lystfisker og jæger, vokset op i spejderbevægelsen og afhængig af naturens fravær af distraktion. At være ”offgridd”, som han formulerer det.
”Jeg er sikker på, at vi kommer et langt stykke af vejen med natur. Og jeg er sikker på, at hvis man får set lidt på, hvordan vi indretter læringen for ADHD-elever, så kan man reducere brugen af medicin ved hjælp af naturen”, siger Kristian Vittrup.

Han har mødt masser af elever med ADHD, som er blevet hjulpet af deres medicin.
Men ved at deltage i forskningsprojektet håber han, som Charlotte Vestergaard fra Næstved, at høste viden og argumenter, der kan slå en streg under det, han allerede med al sin erfaring ved: At naturen er en fundamental faktor i succesfuldt arbejde med børn, der har vanskeligt ved at lære ved at lytte til, hvad læreren siger fra tavlen bag katederet. For hvem det at sidde stille på en stol i sig selv er en nærmest umulig øvelse.

Umodne børnehjerner
Der er stadig et par måneder til, at Matt P. Stevenson kan gøre endeligt status på projektet til august, men med afsæt i delkonklusionerne undervejs, kan han allerede nu drage overordnede konklusioner.
Studiet af Friskoleeleverne i Næstved viser, at naturen har en klar effekt. Efter gåturene i naturen var eleverne tydeligt bedre til at fastholde koncentrationen og svare rigtigt i testen sammenlignet med efter gåturen i byen.
Men effekten er ikke den samme, som tidligere forskning har vist med voksne.

Forklaringen er, at børn og voksne bruger naturen meget forskelligt. Voksne søger ofte ud i naturen med et bevidst mål om at slappe af og hente energi i naturen. Den bevidsthed har børn ikke. Men jo større erfaring børn har med naturen, desto større sandsynlighed er der, for at naturen kan styrke deres koncentration og indlæring, vurderer Matt P. Stevenson: ”Det ser ud som om, at børn skal vænne sig til naturen, før de kan opnå genoprettende oplevelser i naturen”.

Til gengæld har studiet endnu ikke entydigt bekræftet, at naturen har effekt på ADHD-børns koncentration og indlæring. Men det betyder ikke nødvendigvis, at effekten ikke er der. For der er en række forklaringer, vurderer Matt P. Stevenson. Dels at de børn, han har testet i New Zealand som del af studiet, måske netop ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til naturen. Dels at han ikke har testet nok børn.
”Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en effekt at finde. Men blot at min metode ikke har kunne finde den. Min metode har skabt viden om vigtige forhold, man skal tage hensyn til, når man undersøger naturens effekt på børn. Forældre, pædagoger og lærere ser hver dag effekter af naturen og tror på den. Men det er ikke nok til at overbevise psykiatere og det mentale sundhedssystem. De skal have evidensbaserede resultater”. Det stiller skrappe krav til metoden og øger risikoen for ikke at kunne dokumentere tilstrækkelig effekt, men det betyder også, at han kan bruge sine resultater, uanset om de bekræfter eller afviser hypotesen.
”Med små justeringer i metoden kan jeg lave mine kommende studier endnu stærkere”, forklarer han. Han vil bruge resultaterne til at forfine metoden og gennemføre flere og mere solide studier. Dem er der brug for, for mange har høje forventninger til hans forskning. Ikke alene de, der tror på, at naturen kan hjælpe børn med ADHD, men også de, som er kritiske overfor, om naturen nu også har effekt. Som han formulerer det:
”Det er så mange mennesker, der har interesser i at sælge medicinen”.
Men modstanden mod alternative behandlingsmetoder er ikke ny. Den ligner den modstand, man så, da man i 1950’erne begyndte at behandle ADHD med rithalin, forklarer han:
”Der var mange, der syntes, at det var helt åndsvagt, at en enkelte pille skulle kunne erstatte eller supplere psykiatriske kognitive behandlinger. Måske er det samme skepsis, vi ser i dag. Det er helt naturligt, at mange stiller kritiske spørgsmål til en ny alternativ form for behandling. Sådan er det også med naturens medicin”.

Natur&Miljø marts 2018,
Af Anne Anthon Andersen

Skyerne lukker sig som et låg over træernes nøgne kroner, og regnvandet driver fra tagskægget af naturskolen i Boserup Skov. Her mødes børn og unge hver lørdag kl. 13 for at løbe orienteringsløb. De fleste er medlemmer er Roskilde Orienteringsklub. Men lørdagsløbene er for alle.
”I skoven har vi den smukkeste sportsplads, og orienteringsløb går ud på at opleve så mange terræner som muligt”, siger ungdomstræner John Tripax og sætter løbet i gang.

13-årige Liva Heydorn Andersen og Amalie Grue Sørensen stryger afsted.
Sålerne synker dybt i den mudrede skovbund, og hvert skridt kræver koncentration. De kigger på kortet. ”Det må være her”, siger Amalie, før de forlader stien og dykker ned af en skråning.
”Som orienteringsløber kommer man meget dybere ind i skoven. Der er bare mere spændende end på stierne.”, konstaterer Liva, mens fødderne rutineret finder fodfæste mellem rødder og stubbe under tæppet af sumpet løv. Fremme ved vandhullet fra kortet stempler de hurtigt første post og fortsætter som i én bevægelse.
8-årige Philip Sejer løber med ’lang skygge’ – dvs. med en voksen løber bag sig som en form for backup. Han har løbet orienteringsløb i to år og er ved at være sikker i kortlæsning. ”Vi bytter som regel børn, så går der mindre familiefnidder i den”, forklarer Mads Svendsen, som løber ”skygge”.
”Her er godt nok meget mudder. Det kan jeg ikke så godt lide”, indvender Philip, som han forcerer en stejl stigning. ”Men op af bakke, ned af bakke. Se; det elsker jeg!”, synger han på næste nedstigning, hvor fjordens indløb møder skovbrynet. Stilhed. Vandets sagte skvulp mod sandstrand.

Sejt at vise vej
Philip standser ved en korsvej. Han ser på kortet, på stierne, så på kortet igen. Mads hjælper med at finde Nord, før Philip tager en hurtig beslutning og sætter afsted. ”Ok, denne gang kontrollerer jeg ikke”, konstaterer Mads og sætter efter. Han begyndte at løbe orienteringsløb med sin datter for fire år siden.
”Vi blev hurtigt bidt af det. I maj nyder vi tæppet af anemoner. Når kronhjortene er i brunst, laver vi en konkurrence om, hvem der dufter dem først. I skoven har man meget andet at tænke på end at løbe. Det er rart”, forklarer han, da vi rammer den lige skovvej. Philip sætter i spurt mod mål.
”Jeg har det virkelig godt i kroppen, selv om jeg fryser lidt. Nu glæder jeg mig til at komme hjem og få et fodbad”, siger han, da vi er tilbage på gårdspladsen. Liva og Amalie er også nået i mål. De smiler og snakker om konkurrenceløbet i morgen. De har lært meget af at løbe orienteringsløb, er de enige om. Om bevoksningskranse, kortlæsning og om at finde vej i mørke. ”Når man er på udflugt med klassen, er det altså lidt sejt at være den, der kan vise vej”, mener Amalie.
Selv de yngste børn på holdet lærer hurtigt at bruge kort og kompas, forklarer John Tripax, der har løbet orienteringsløb med børn og unge i over 20 år.
”Det er en gave at slippe frygten for at fare vild. Børn lærer det hurtigt. Det gør dem trygge ved naturen og giver dem lyst til at udforske den”, siger han.

Natur&Mijø, marts 2018
Af Anne Anthon Andersen

Han kan huske, at han kørte fra danseskolen på sin motorcykel før tid den dag. Han kan huske, at han kørte en anden vej, end han plejede. At han så taxaen gasse op og køre tværs over fortovet fra en sidegade med ubetinget vigepligt. Følelsen af saltoerne over den sorte kølerhjelm og flyveturen gennem luften hænger løsere i erindringen. 15 meter fløj han. Det virker ligeså uvirkeligt som det, at han faktisk landede på benene den dag.
Lukas Vestergaard Andersen var 19 år og netop startet på Flow Dance Academy på Nørrebro. Han havde længe ønsket at gøre alvor af danseplanerne. Og det gik godt. Han fik ros og følte, at han var på rette vej.
Folk på gaden kom løbende til ulykkesstedet, mens taxachaufføren erkendte, at han havde glemt at orientere sig. Ambulancefolkene konstaterede overfladiske skrammer. Han kunne selv køre ind og blive tjekket på hospitalet, vurderede de.
”De rodede lidt med min arm for at tjekke, om den var brækket og gav mig en stivkrampevaccination. Det var det”, forklarer Lukas Vestergaard Andersen, da jeg møder ham i Myrup Bakkehus, det naturterapi og retrætehus i Myrup ved Næstved, som hans forældre netop var gået i gang med at etablere, få måneder forinden motorcykelulykken på Frederiksberg.
”Visionerne var der. Da Lukas kom til skade, blev det endnu mere vigtigt for os at etablere Myrup Bakkehus som tilbud til mennesker, der bliver ramt af traumer og har brug for naturens hjælp til heling”, forklarer Hilbert Andersen, som til daglig arbejder som fysioterapeut i Faxe Kommune, hvor han blandt andet hjælper folk med PTSD herunder traumatiserede soldater.

Det viser sig hurtigt, at der skal meget mere end en stivkrampevaccination til. I dagene efter ulykken dunker hovedet. Han er svimmel, og danseøvelser er helt uden for rækkevidde. En nat vågner han brat op fra et mareridt. ”Handlingsforløbet er sløret, men jeg vågner ved, at jeg i drømmen slår hovedet mod noget hårdt. Og da jeg finder motorcykelhjelmen frem, er mærkerne efter slaget tydelige”, forklarer han. Lukas Vestergaard Andersen får konstateret hjernerystelse og en piskesmældsskade.

”Verden omkring mig flyder ud og bliver ligesom for stor. Jeg får ondt i halsen og influenza. Mine læber sprækker, og al koncentration og overskud til at omgås andre mennesker forsvinder”, forklarer han.

Tilskuer uden balance
Når han kæmper sig ind til danseskolen, er det for at se med fra sidelinjen. Byens indtryk suger den sidste energi, og da kommunen afviser at give ham sygedagpenge, fordi han har fået udbetalt penge i erstatning for motorcyklen, bliver bylivet for stor en kraftanstrengelse. Lukas Vestergaard Andersen erkender, at han er nødt til at sygemelde sig fra danseakademiet.
”Herfra er der ligesom ingen anden vej. Det er, som kalder naturen mig hjem”, forklarer han.
Som barn voksede Lukas Vestergaard Andersen op på bare tæer. Han hjalp sine forældre med at grave kartofler frem af køkkenhavens sorte muld, klatrede i det østrigske kæmpefyrretræ, der stadig strækker sig mod himlen i bunden af haven, plukkede solbær, skovjordbær og blomsterbuketter til sin mor.
”Når vi var afsted på tur, var det almindeligt, at min mor stoppede op og lærte mig navnene på de fugle, der kom til syne i landskabet. Helt håndgribeligt følte jeg mig vel egentlig altid omfavnet af træer, beroliget af vindens visken i trækronerne”, forklarer han, som vi begiver os mellem de slanke søjlegraner i det bakkede landskab.
Midt i angsten for aldrig at komme til at danse og stå på hovedet igen, dukkede barndommens fornemmelser af græs under bare tæer op. Han tillod sig at vågne langsomt i forårets endnu blege lys på terrassen. Med ryggen mod brombærkrattet og udsigt til trampolinen, som stadig står i barndomshaven. Da han en dag forsøgte at balancere på trampolinens ramme, blev han ved med at falde ned.
”Det var fremmed og angstprovokerende, at jeg pludselig ikke engang kunne holde balancen i en øvelse, jeg har lavet, siden jeg var helt lille eller noget så elementært som at stå på hovedet. Min krop gjorde modstand mod alle former for kraftfulde bevægelser”, forklarer han.
Der går uger og måneder. Mennesker og dans er stadig uoverskueligt, da han en forårsmorgen får øje på et levende bælte af myrer, der snurrer omkring stammen på et kirsebærtræ. Træet plantede han med sin morfar som barn – af kirsebærsten, de samlede på en tur i Sverige. Han begynder at eksperimentere med metoder til at lede myrerne væk fra stammen.
”Det var mere et naturligt instinkt end et egentligt valg for mig at vende min opmærksomhed mod naturen. Det føltes som det eneste rigtige for mig i et forsøg på at bygge noget op”.

Wake up call fra naturen
Naturprojekterne leder ham længere op i haven, hvor han bygger et levende hegn af syrenbuskenes grene og et stengærde for foden af skråningen til Myrup Bakkehus.
”Det var, som om den energi, jeg havde givet naturen, kom tilbage til mig. Mit overskud blev større. Langsomt kunne jeg vende mig mod verden igen”, forklarer han, som vi bevæger os gennem det skovbevoksede bakkedrag, hvorfra blikket får friløb langt ud over ådalen.
”Månederne gik, og under almindelige omstændigheder i byen, ville det have stresset mig, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville blive mig selv igen. Men her i de stille naturprojekter, samlede jeg kræfter til at vende tilbage til omverdenen i et tempo, som min krop kunne være med på”, forklarer han.
Lukas Vestergaard Andersen begynder så småt at danse igen. Han flytter tilbage til København. Men månederne i naturen har ændret hans måde at være i byen på. Han opsøger byens grønne åndehuller og fylder soveværelset hjemme i lejligheden op med planter for at minde sig selv om den styrke, han har hentet i naturen.
Knap halvandet år efter ulykken bliver han tilbudt at deltage i prøverne til den prestigefulde danseforestilling Nøddeknækkeren, instrueret af Steen Koerner. Og efter et par måneder danser han i december med i forestillingen på Dokken, som trækker fulde huse.
”Jeg ville ikke have klaret det uden naturens hjælp. Hele min krop fortalte mig, at det var den eneste vej. I sundhedssystemet blev jeg mødt af et krav om at blive rask så hurtigt som muligt. Naturen forventede ikke noget af mig, men gav mig ro og styrke til at mærke, hvad jeg havde brug for”. Ulykken og de mange måneders naturterapi i det bakkede sydsjællandske morænelandskab har aflejret vigtige erkendelser om det liv, han vil leve. Som han formulerer det, da vi når toppen af bakkedraget og bænken, hvor han har brugt adskillige timer de sidste par år.
”Både ulykken og min tilflugt til naturen gav mig et wake up call, mindede mig om, at jeg ikke er udødelig og gjorde mig ydmyg. Jeg har fået et stærkere blik for det vigtigste i livet. For mig er det at leve tæt på naturen og den ro, den giver mig, så jeg en dag kan give glæden ved naturen videre til mine egne børn”.

Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Natur&Miljø september 2017,
Af Anne Anthon Andersen

Han var fem år, da han mærkede den første gang; følelsen af den trækning der løber gennem linen, videre gennem kroppen og direkte mod reptilhjernen, når fisken bider på. De var på sommerferie i Løkken ved den jyske vestkyst alle fire. Hans søster var stadig så lille, at hun kunne bade i en stor gulvspand. Forældrene havde lejet et hus i klitterne, og sommeren syntes evig den dag, da han med sin far i den ene hånd og sin nye gule fiskestang i den anden slentrede ned ad gågaden i Løkken efter at have lagt vejen forbi den lokale skibsproviantering.

”Det føltes helt vildt, at han bare sådan købte en fiskestang. Vi havde ikke særligt mange penge. Tvært imod. Men jeg kunne mærke glæden i hans stemme, da han sagde: Nu skal vi ud og fiske min dreng”.

Herefter tog de ud til betonmolen, satte madding på krogen og så linen synke ned gennem det mørke vand. Der gik ikke lang tid, før de første sej bed på, og da de tog tilbage til sommerhuset i klitterne, havde de 12 sej med sig i spanden. ”Den følelse af rykket i snøren. Det virkede fantastisk og samtidig så rigtigt. Selvfølgelig var verden skruet sådan sammen, selvfølgelig skulle vi stå her og fiske sammen min far og jeg”, forklarer han.

Naturen i vores DNA
Vi sidder på en lille bro, som rækker et par meter ud over Bastrup Sø i den sydligste del af Nordsjælland. Sommervinden danner krusninger på søen. Lyden af bølgernes slag mod bunden af en lyseblå jolle blander sig med et flerstemmigt kor af fugle. Han har allerede nævnt navnene på fem-seks forskellige arter på den korte vej fra parkeringspladsen.

”Hør”, siger han midt i en sætning og stopper op: ”Det er blishøns derovre”. Eller: ”Der er en rørsanger. Dens sang er så smuk”.

Bagagerummet i jeepen er permanet fyldt med grej og gummistøvler, sommerfuglenet og fiskestænger. To af dem er lyserøde. De er hans seksårige datter Merles. For oftest er hun også med. Så ror de ud på søen. Eller kaster snørerne fra den lille bro. Som forleden dag, hvor han som vanligt startede seancen med at strø et par håndfulde forfoder ud for at lokke fiskene til. Merle lå på maven ved hans side, lod øjnene gå på jagt i det klare vand og tabte et par chips ned i vandet. De flød med strømmen langs sivene, og kort efter viste dagens første fisk sig, snappende efter de sprøde kartofler.

”Hey, hvem er det, der lokker fisk til her far? Det der forfoder, du har gang i, har vi vist ikke brug for”, drillede hun kækt.

Det er sådanne øjeblikke, han elsker at dele med sin datter. Også fordi han ved, at naturen er afgørende for menneskers sundhed. Han føler sig forpligtet til at give datteren rigeligt vitamin N, som han kalder det. Det vitamin som børn får stadigt mindre af, fordi deres tid er fyldt op af fritidsaktiviteter, institutionsliv, tv og i-pads.

I det hele taget er vi alle kommet for langt fra naturen, mener Peter Qvortrup Geisling. Og det bekymrer ham:  ”Behovet for naturen er grundlæggende for os. Det er skrevet ind i vores DNA. Men vores måde at leve på har rykket os så langt væk fra naturen, at den mentale sundhed er udfordret som aldrig før, og meget tyder på, at vi er ved at sætte flere generationer af børn og unge over styr naturmæssigt”.

Sommerfuglenettet med på tur
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO bliver stress den lidelse, vi kommer til at bruge flest penge på at helbrede i 2020. Samtidig viser stadigt mere forskning, at stress kan helbredes i naturen. ”Men det bliver svært for vores børn at finde hjælp i naturen, hvis ikke de har oplevet den, mens de var børn. Vi er nødt til at give vores børn mere vitamin N – plante det frø i dem, der skal minde dem om, at de altid har naturen”, siger han.

Ordene falder forfulgt af uvant stilhed. Han kender undersøgelserne bag, ved fx at 10% af danske børn aldrig har badet i havet, og at børn tilbringer mindre end halvt så meget tid i naturen som deres forældre og bedsteforældre gjorde, da de var børn, som en undersøgelse foretaget af Danmarks Naturfredningsforening og Gallup viser. Og nu har han skrevet bogen ’Naturen på recept’ – Din mentale sundhed er lige udenfor, som netop er udkommet.

Peter Qvortrup Geisling voksede op i Aalborg. Moderen var ufaglært sygehjælper, faderen møbelsælger. De var ikke de store naturmennesker. Men de kunne mærke, hvordan Peter og søsteren Dorte elskede ferierne i farmoderens have, turene til skoven og Vesterhavet. Så da Peter gik i 2. klasse, flyttede de i parcelhus med have i Vodskov nordøst for Aalborg ved skovene i Hammer Bakker, og på det nye børneværelse stod den gule fiskestang lænet op af Peter Qvortrup Geislings seng. I Vodskov mødte han Ole.

Han kendte de nordjyske moser og grusgrave fra fisketurene med sine ældre brødre, og de næste par år fyldte jagten på aborre, karruser og geder det meste af fritiden. Hvert år den første uge i maj, når gedderne var færdige med at gyde, pjækkede de fra skolen for at tage ud og fiske. Ved bredden med linen i vandet fik han blik for de fugle og sommerfugle, som altid leverede en ny opvisning. Han ville lære navnene på dem alle at kende, og snart var sommerfuglenettet en del af oppakningen.

Så sundt og så simpelt
Da Peter Qvortrup Geisling for seks år siden blev far til Merle med veninden Christina, vidste han med det samme, at hun skulle hedde Merle. Det var først senere, at han fandt ud af, at Merle noir betyder solsort på fransk. ”Men det gør det jo blot endnu smukkere”, siger han. Allerede da besluttede han, at han ville give Merle så meget natur som muligt. Han fisker mobilen op af lommen for at vise et billede, han tog i sidste weekend, hvor de var i Norge, blandt andet for at fiske. På billedet er Merle iført rød redningsvest på dækket af båden. Smilet når helt op i øjnene. ”Hun har lige trukket tre store sej om bord. Se hvor glad og stolt hun er”, udbryder han.

Det er sådanne oplevelser, han håber og ønsker, at langt flere børn vil få. ”Missionen med bogen er at minde forældre om, at de skal huske at bruge naturen selv, men også at de skal gøre det for deres børn. Det er så sundt og så simpelt. Det er en af de allervigtigste former for medicin”. ”Hov se! Der er en spidsand – og der er en mursejler”. Kan du se, den kommer op derovre”, afbryder han igen sig selv.

Det kan være svært at beskrive, hvad oplevelserne i naturen gør. Måske fordi naturen overtager sproget og skaber sit eget. Som den dag da de sejlede ude på søen sidste sommer. Merle lå på et tæppe ude i toften og kiggede op i himlen, mens årerne strøg gennem vandet under dem. ”Ro far! Ro!, råbte hun med den tone af begejstring i stemmen, der rammer ham så rent.

Blå Mandag ved Lindenborg Å
Når skoleklokken ringede ud til sommerferien, løb Peter Qvortrup Geisling og hans kammerater direkte ud på sommerfuglejagt. Andre gange var det snegle, dyreskeletter og fjer, han tog med hjem. Nogle af fjerene har han stadig. Det kunne også være større døde dyr, han samlede op fra skovbunden. Så lagde han dem i fryseren derhjemme. Og en dag, da hans mor troede, at hun havde taget et halvt kilo frikadellefars op til aftensmaden, trak hun i stedet en skovmår op af posen. ”Da tømte hun fryseren for en del af mine skatte. Men hun blev ikke sur. Mine forældre har altid bakket op om mine udflugter i naturen”.

Faderen lagde fx ofte sin arbejdsrute til de forskellige møbelforhandlere efter, hvor Peter og hans venner ville fiske. Han kørte dem til sø eller å og hentede dem igen, når han fik fri. Så havde han hotdogs med, som de spise på vej hjem i bilen.

”Det er selvfølgelig de bedste hotdogs, jeg har spist i mit liv. Det er sådan nogle ting, man husker. Ligesom jeg aldrig glemmer oplevelsen af, hvordan jeg fangede min første salamander med en sigte på et kosteskaft. Fra jeg var 8, til jeg var 17, var mit liv fisk og fugle. Sommerfugle og salamandere. Det fyldte stort set alt”, siger han.

Da resten af klassen tog på Blå Mandag inde i Tivoli i Aalborg, tog han på fisketur til Lindeborg Å med to kammerater. Han havde fået et nyt fiskehjul i konfirmationsgave, som han var nødt til at prøve. De fiskede ørreder hele dagen.

”Først om aftenen kørte vi ind til byen og mødtes med de andre. Jeg kan ikke huske, hvad der skete om aftenen, men jeg kan stadig huske den fisketur”.

Trækroner og sandhedsøjeblikke
Siden har han trukket mange hundrede fisk i land. Men sat næsten lige så mange ud igen, fordi han ikke nænner at slå dem ihjel.

”De har ligesom leveret varen. For mig er det mere den mentale rejse, der følger med fiskeriet. På søen kan jeg mærke, at den del af hjernen, der fokuserer på at løse problemer, slapper helt af”.

Det er blandt andet, hvad naturen gør ved hjernen, han beskriver i sin nye bog.

”Hjernen er slet ikke bygget til at blive brugt, som vi bruger den i dag. Det her er vi bygget til”, siger han og slår ud med armene.

Naturen kan også give adgang til det, han kalder sandhedsøjeblikke. Det var et sådant, der for syv år siden år siden ramte ham fra træernes kroner. ”Jeg lå og følte taknemmelighed over mit liv og alle de drømme, jeg havde fået opfyldt. Men jeg kunne mærke, at der manglede noget. Kort efter blev Christina og jeg enige om at få et barn sammen. Og dybest set føler jeg, at Merle er redningen i mit liv”, siger han.

Han har lovet sig selv at gøre alt for at plante naturen i hendes sind som et kim, der skal vokse sammen med hende, så hun altid vil have naturen at søge styrke i.

”Som jeg selv har det, fordi jeg var så heldig, at naturen blev plantet i mig som barn. Jeg vil være sikker på, at hun har minderne, hun kan gribe tilbage til. At hun kan huske, da hun sad i en robåd med sin far og fangede skaller og ørreder og råbte Ro far! Ro!”.

Blå bog:

Født og opvokset i Aalborg og Vodskov i 1962. Uddannet læge fra Aalborg Universitet i 1992. Samtidig med lægeuddannelsen læste han tillægsuddannelse i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole og blev i 1990 uddannet journalist. Siden 1997 har han på DR gjort danskerne klogere på deres sundhed. Fra 1997-2005 som vært for det populære tv-program Lægens Bord, der havde omkring 750.000 seere. Siden i programmer som Ha’ det godt, Diagnose søges, Sundhedsmagasinet og som sundhedskorrespondent i Tv-Avisen og 21 Søndag. I 2010 blev han far til datteren Merle Maria Geisling med veninden Christina Maria Jensen. Aktuel med bogen Naturen på recept – Din mentale sundhed er lige udenfor på forlaget Gyldendal.

Natur&Miljø, september 2017
Af Anne Anthon Andersen   

Der er klamt og klaustrofobisk i bunkeren. Paw Jakobsen og hans soldaterkammerater ligger her på andet døgn, fanget i krydsild mellem serbere og kroater udenfor. Året er 1995, og de er udsendt for at skabe fred på Balkan. En mission som Paw Jakobsen beskriver som umulig:

”Vi måtte ikke forsvare os, men kun vifte med de blå flag. Bunkeren var bygget til at modstå beskydning fra lettere våben, ikke til at modstå træfninger fra mortér, kampvogne eller panserværnsraketter. Vi sad bare og ventede på at blive skudt ned. Den afmagt, jeg følte der, ligger grunden til alt det, jeg stadig slås med den dag i dag”.

Da krydsilden i området er løjet af, er 14 såret, to døde.

Her 20 år efter sidder oplevelserne stadig i ham. Paw Jakobsen er en af de mange soldaterveteraner, der lider af alvorlig PTSD. Og en af dem der har hentet styrke i naturen for ikke at opgive kampen mod invaliderende traumer og dyb depression. I dag er shelterture under åben himmel, duften af bark og smagen af friske bøgeskud nødvendigt kit i et liv, der let slår sprækker.

Med pistolen for panden
Året efter er det oplevelser fra tiden som sergent i Kroatien, der har efterladt varige ar på sjælen. Paw Jakobsen sidder hovedvagt med en kollega, da et par kroatiske soldater dukker op for at sælge dem spiritus og kvinder. De er ikke interesserede, forklarer de. Ud af øjenkrogen fornemmer han, at en af de kroatiske soldater trækker sin pistol fra hoften. Et splitsekund efter har han pistolen rettet mod panden på en meters afstand.

I hvad der føles som en evighed, kører en indre diskussion bag pandelappen. Skal han udløse maskingeværet, der vil rive kroaten midt over. Før han ved af det, har kollegaen ved hans side hævet sit gevær, og den kroatiske soldat ladet pistolen falde. Herefter begynder oplevelserne for alvor at følge med ind i nætterne.

Men det er først fem år efter, at episoden dukker op i de vågne tanker.

Paw Jakobsen er tilbage i Danmark. Han er en af de mange soldater, der efter missionerne på Balken blev afskediget pga. besparelser i forsvaret. For at holde traumerne på afstand, flygter han ind i arbejde. De første tre år natarbejde for et sikkerhedsfirma, de næste seks år som fængselsbetjent.

Sammenbrud og skånejob
Fængselsmiljøet er hårdkogt, og Paw Jakobsen modtager stadigt flere trusler fra frustrerede indsatte. En eftermiddag møder han en indsat på udgang i køen i Silvan. Hjertet banker i brystet, og han griber om skaftet på det stemmejern, han har i bæltet. ”Hvis der sker noget nu, trækker jeg og stikker det direkte i halsen på ham”, når han at tænke. Det er episoder som den, der får Paw Jakobsen til at erkende, at noget er galt.

Kort efter truer en indsat ham på en vagt i fængslet. ”Hvis du vil mig noget, så lad os klare den her med det samme mand til mand…?” hører han sig selv sige, mens han lægger overfaldsalarmen fra sig på bordet i cellen.

”Herefter går jeg direkte op til min chef og fortæller, hvad der er sket. Jeg bryder sammen på hendes kontor og græder fuldstændig ukontrolleret”, forklarer han.

Episoden i fængslet udløser akut psykologhjælp og et skånejob i Kriminalforsorgens sikkerhedsafdeling.

Selv om det er en lettelse at komme væk fra fængselsmiljøet, bliver lægeordineret antidepressiv medicin og psykologbehandling lige så nødvendige indslag i hverdagen som mad og drikke. Og en eftermiddag, som han ligger i fosterstilling på gulvet i den lille gang på førstesal, tager han beslutningen. Han kan ikke se anden udvej end at sætte punktum for sit eget liv.

”Jeg er egentlig mest af alt lettet. Det fylder mig med overskud at fortælle det til min kæreste Pernille. For første gang i mange år føler jeg en glæde ved at træffe en beslutning”, forklarer han stille.

”Men da jeg fortæller hende det, bliver jeg samtidig klar over, at jeg ikke kan tillade mig at bede hende acceptere min beslutning. Det bliver på mange måder et vendepunkt”.

At finde hjem
Da Pernille en dag viser ham et opslag på Facebook om et naturprojekt under overskriften ’Veteraner i det faggrønne’, beslutter han at give det en chance. De er 12 veteraner, der bliver udtaget til projektet, som skal give soldaterveteraner nyt mod på livet gennem oplevelser i naturen. Ud over undervisning om friluftsliv, træfældning og naturpleje på Skovskolen i Nødebo, tager de på udflugt i de svenske skove. Paw Jakobsen glæder sig pludselig til at skulle hjemmefra.

En aften mens de sidder om bålet, får han lyst til at gå en tur alene i mørket. Ved en lille bæk sætter han sig op ad et stengærde, lytter til bækkens rislen.

”Alene den simple lyd fra bækken virker så stærkt på mig, uden at jeg behøver at gøre noget for det. Her får jeg oplevelsen af at finde hjem, af at jeg føler mig tryg i naturen”, forklarer han.

Her søger tankerne tilbage til barndommen i Skagen. Skovturene. Hvordan han sammen med forældrene og sin tvillingesøster samlede rødder og mos til juledekorationer i december. Lyset der stod smukt ned mellem træernes slanke stammer. Den eventyrlyst der ramte ham i skovbunden. Dragningen mod bare at gå på opdagelse, og alle de gange han for vild og fandt hjem.

”Naturen har lært mig så meget. Jeg lærte at skelne fuglene fra hinanden, og hvilke bær jeg kunne spise. Her ved bækken blev jeg ekstra taknemmelig for, at mine forældre gav mig den stærke tilknytning til naturen. Havde jeg ikke haft den, havde jeg ikke vidst, at jeg kunne søge naturens hjælp i mit sygdomsforløb. Jeg lærte at bruge naturen og passe på den, men også at den passede på mig allerede dengang”, forklarer han.

Lettere at give slip
Også hjemme i Glostrup blev lange gåture i Vestskoven en fast del af dagen. En gang gik han under trækronerne helt fra Roskilde.

”Pludselig kunne jeg ikke holde mig væk fra skoven”.

Lyset når glimtvis ned mellem de høje ranke fyrretræsstammer, mulden giver sig under fodsålerne. Paw fører an på en af de utallige stier, han har trådt gennem skoven, som grænser op til huset. Altid med en lille sav i rygsækken, til at beskære træer. Knagerækkerne i entréen har han hentet med hjem fra skoven, slebet glatte, så farver og knaster står skulpturelt frem fra væggen i entreen.

”Herude er det lettere for mig at give slip og græde, hvis jeg har brug for det. Naturen bringer mig i en ren tilstand. Det kan være det bløde tæppe af bøgeblade, hvor dufte og lyde træder stærkere frem”, forklarer han.

Bjælkehusets stue på førstesal er fyldt med grønne planter. I lyset fra vinduet står en helt lille skov af orkideer og spirende trompettræer. Huset har han bygget for også hjemme at være omgivet af natur og stammer. Det giver mening med livet at pleje bjælkerne, kløve brænde eller at vande planter for at se dem gro, oplever Paw Jakobsen. Når han passer på naturen, hjælper den ham til at passe på sig selv.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Natur&Miljø juni 2017,
Af Anne Anthon Andersen

Skovbundens nærmest syntetiske tæppe af mos giver sig blødt under støvlernes såler, som de bevæger sig ned mod den lille lysning i skoven, hvor vandet fra åen risler igennem landskabet. Lyset rammer i spredte glimt mellem træernes stammer.

Her i det knasende løv går Luise Midtgaard, hendes mand Jeppe Sohn og deres drenge Nor og Birk ofte på opdagelse i naturen til lyden af rovfuglenes sporadiske kalden fra oven.

For Luise Midtgaard og Jeppe Sohn har det aldrig virket ligeså naturligt at lade sig rive med af en leg med en togbane på stuegulvet, som det har været en selvfølge at forsvinde langt ind i studiet af et dyrekranium, en svamp eller en håndfuld snegle, familien har fundet i skoven. Det kan til gengæld trække både dem og drengene Nor på 7 og Birk på 4 dybt ind i en legende opdagelsesrejse, der sætter tiden i stå.

”Vi er fælles om at være fascineret af naturen. Det kan være at finde et kranium, koge det af og studere det. Eller vi kan sidde på gulvet og nærstudere snegle med drengene i timevis. I naturen møder vi børnenes nysgerrighed. Det er vildt, hvor meget vi har til fælles her”, forklarer Luise Midtgaard.

Jeppe Sohn og Luise Midtgaard har aldrig været i tvivl om, at naturen var en nødvendig ingrediens i det familieliv, de ville skabe. Så før de gik i gang med at stifte familie, kørte de rundt på Fyn i den varevogn, de havde indrettet med seng bag bagsmækken, for at finde en grund med åbne vidder, vild skov og naturlig uorden. Et sted hvor naturen kunne sætte dem fri.

”Vi kunne næsten ikke komme langt nok væk fra byen. Det var i høj grad den vilde og utæmmede natur, der trak i os”, forklarer Jeppe Sohn.

At udvide perspektivet
Da de parkerede på gårdspladsen mellem de tre hvidkalkede længer i sydfynske Mynderup Hestehave, var de forelskede på stedet. Haven var et stort vildnis. Meterhøje brændenælder, rå murstensvægge uden isolering, gavle indpakket i presenning og frost på indersiden af vinduerne var ubetydelige detaljer, når blot adgangen til de to tønder land, markerne til alle sider, gamle bærbuske og træer var en del af pakken. De så et drømmepalads af dimensioner.

Det første de gjorde, var at plante en ny allé af egetræer, som de fik i bryllupsgave. Træerne skulle have mere plads i deres liv, end de havde, da de boede i Saxogade i København. Derfor virkede det næsten symbolsk, da naboen fra en nærliggende gård kom forbi med et birketræ på sin rendegraver.
”Jeg er vild med træer. Måske kommer det fra min tid som møbelsnedker. Ønsket om at kende alle sorter fra hinanden, studere barken og bladene”, forklarer Jeppe Sohn. Og så et det et spørgsmål om den grundlæggende tålmodighed, det vækker at vente på, at de træer, man planter, vokser sig store:

”Som menneske kan man lære ufatteligt meget af at vente på naturen – at slå sig til tåls med, at naturen går sin egen gang”. Det er også den følelse af aldrig at kunne forudsige oplevelserne i naturen, der fremkalder den stærke lykkerus, hver eneste gang et dådyr pludselig springer ind i hans synsfelt på turen gennem skoven til stationen om morgenen.
”Det overrasker mig lige meget hver gang, hvor stærk den følelse er, og hvor glad jeg bliver”, siger han.

At møde mørket
Og så er der mørket. Fireårige Birk har altid været tiltrukket af at gå på opdagelse på egen hånd. Som den vinteraften, hvor han insisterede på at gå ud i mørket fra annekset og de 50 meter op til hovedhuset, mens han spillede på sin lille guitar. Fuldstændig tryg ved ikke at kunne se, hvad der mødte ham. Situationer som den overbeviser dem endnu mere om, hvor meget naturen giver deres familie.

”Det naturlige mørke herude rummer så stor en gave. I mørket bliver man lille og ydmyg. At lære at overgive sig til sig mørket er også at lære at overgive sig til omgivelserne, slippe kontrollen over alt det, vi alligevel ikke kan kontrollere”, forklarer Luise Midtgaard som også selv oplever, hvordan mørket sender hende helt ned på jorden. Som lyset og landskabet gør det om dagen. Idéerne flyder lettere, tankerne i det hele taget, når vindens trækninger gennem kornet, spredte fugleformationer på himlen er det mest forstyrrende i kulissen.

Til daglig skaber hun idéer til udstillinger, installationer og kulisser til teatre, museer, byrum og børnehaver som selvstændig scenograf – oftest fra sin arbejdsplads med kig ud over markerne, mens Jeppe kører til Odense for at programmere for Jysk Fynske Medier.
”Naturen kræver eller forventer ikke noget af os. Den lader idéerne komme fra os selv. Det gør det lettere at drømme og tænke kreativt”, siger hun.

Naturen har ingen pris
For syvårige Nor har stjernehimlen altid haft en særlig tiltrækning. Da han var fire, var hans største drøm at få lov til at opleve Skt Laurentti Tårer – den storm af stjerneskud, der fylder himmelrummet ved midnat hvert år i midten af august. Da han var fem, blev drømmen til virkelighed, da familien delte oplevelsen fra hver sin havestol i nattemørket.

”De unikke oplevelser, naturen giver en, kan man hverken købe sig til eller selv bestemme, at man vil have. Man kan ønske sig dem og vente tålmodigt. De er uden for vores kontrol”, siger Luise Midtgaard. Og det er en af naturens største gaver til børneopdragelsen, oplever Luise Midtgaard og Jeppe Sohn. Som de rytmer i året, der altid minder om, at der kommer en anden tid, når det hele virker koldt og klamt og kuldegysende.

”Selv når bøgetræet står nøgent og ensomt i landskabet, er det ikke svært at huske, at det snart begynder at krible og myldre igen. Sommeren er aldrig fuldstændig uden for rækkevidde. Naturen går sin gang helt uden at man skal gøre andet end at overgive sig til den”, siger Luise Midtgaard.

Børnene overgiver sig i den grad til naturen og henter inspiration i den.
”Drengene er med i de projekter, vi laver, hvis de har lyst, og hvis ikke et klatretræ eller en bærbusk vinder kampen om deres interesse. Jeg håber, at de kommer til at forstå, hvor rig naturen er, at det er den, vi kommer af og er forbundet med. Og at de altid vil gå på oplevelse og hente styrke i naturen”.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Bragt i magasinet Natur&Miljø, november 2016

Af Anne Anthon Andersen

Som barn cyklede han ofte af den lange grusvej ned til kæret lidt uden for landsbyen Erslev. Det var 20 minutters himmelsk tråd i pedalerne fra barndomshjemmet på Mors i Limfjorden. Nogle gange med fiskestangen i hånden langs styret, andre gange uden andet mål end at se, hvad der rørte sig i vandkanten med køerne på marken som sit eneste selskab.

”Det var et slaraffenland for et barn. Et sted man gik på opdagelse”. Allerede dengang trak naturen ham ind i en tilstand, han blev afhængig af. Sit første fotografiapparat fik han i konfirmationsgave.
”Jeg fotograferede insekter, blomster, frøer og fugle – alt hvad jeg blev fascineret af. Det var en måde at dele mine oplevelser med andre på”, husker Niels Åge Skovbo.

Naturens unikke uorden
På den måde blev det naturen, der åbnede Niels Åge Skovbos øjne for fotografiet. Naboen var fotograf, og det ville han også være. Som 23-årig startede han på Journalisthøjskolens fotolinje, og siden han blev færdig her, har han levet af at fotografere.

Naturen har han taget med. Som nødvendigt arbejdsredskab og værdifuld inspirationskilde. Her suger hans fotografiske hjerne kompositioner, indtager modlyset som står zinkhvidt gennem morgenluften. Noterer sig det helt klare forårshav. Sommerfuglene. Alt lukkes ind gennem øjnenes linser.

”Jeg bruger naturen til at rense min fotografiske hjerne. Som fotograf samler man ofte noget op, som man har set før og bruger det i sine fotografier. De billeder, natur tilbyder, er uforudsigelige og unikke”, forklarer han om, hvordan udflugterne i naturen er en uundværlig del af arbejdet.

Derfor lægger han dagligt små omveje ind i sin arbejdsdag. Som forleden dag hvor han på vej til en fotoopgave i Brande gjorde holdt ved Skjern Å, gik en tur langs vandløbet og satte sig til at spise sin frokost, mens han lod indtryk af gulsmedenes dans gennem luften og vårfluernes vandring på siv lagre sig på nethinden.

Andre gange kører han ind til siden, ruller vinduet ned og trækker kikkerten ud af handskerummet for at dvæle ved synet af viben eller glenten for en stund.

En magnet af frihed
Det kan også være læhegnets sagte svajen, der fanger blikket. Vinden der trækker sin helt egen formgivning gennem landskabet. Alt finder sin plads i underbevidstheden for så at dukke belejligt op igen senere.

”Læhegnet bliver en komposition, jeg bruger i et portræt, mens en gammel bro over et vandløb bliver en virkningsfuld location”, forklarer han. Og så er der friheden. Det at naturen skaber rum for at bryde ud af hverdagens ”regnearks-matrix”, som han kalder det.
”Jeg har enormt meget brug for at bryde ud af det regneark, som rammer hver eneste dag ind i tidspunkter for momsregnskab, børn der skal hentes og bringes, ForældreIntra og alt den slags”, forklarer han. Så kan et holdt ved et vandløb gøre underværker.

Her kan han sidde og lytte til isfuglens piben fra en lavthængende gren, betragte hvordan den stærkt turkis og orange fugl med sit lange næb kort efter med ét sætter ned over vandet efter småfisk. Opleve synet af vandspejlet, der brydes, når odderen kommer svømmende eller lytte til den spredte knitren af rådyrenes hove gennem skovbunden.

”Naturen har sin helt egen fortælling. Den leverer drama og forfald. Kærlighed, liv og død.
Naturen drager mig, og jeg kan slet ikke lade være”, siger han om, hvordan naturen altid har været en afgørende del af hans arbejdsliv.

Det uforudsigeliges magi
Et fotografi, der er alt for perfekt, er ikke et godt billede. Det bliver forudsigeligt, kedeligt, mener Niels Åge Skovbo. Som fotograf er man derfor nødt til at træde ind i et kaos, bevæge sig væk fra planer og skabeloner.

Det var blandt andet det, han forklarede, da han i et par år underviste fotojournalister på Journalisthøjskolen i Aarhus. ”Naturen er fuld af beviser på, at det uforudsigelig fungerer”, siger han.

Og vi har som aldrig før behov for at bevæge os ud i naturen for at hente styrke og inspiration, mener Niels Åge Skovbo:
”Vi lever vores liv i systemer og kasser og har konstant travlt med at tilpasse os dem. Det strider imod den menneskelige DNA. Naturen tilbyder et enormt kaos, hvor tingene alligevel fungerer. Det er stærkt frisættende og giver os ro til at tænke nyt”.

For se nu, hvor ofte naturen har inspireret den menneskelige udvikling, minder han om.
Fascination af edderkoppens stærke spind har leveret idéer til vævere og stofmagere, mens fuglenes flugt gennem trækroner har dannet grundlag for udvikling af navigationssystemer for nu at tage bare et par eksempler.

”Næsten al teknologisk udvikling er opstået efter at have søgt inspiration i naturen. I vores kultur søger vi bestandigt det kontrollerede. Naturen kan give os mod og inspiration til at træde ind i det uforudsigelige, vi har brug for for at udvikle os”.

Vi bør sætte naturen fri
Først efter en udflugt i naturen er han selv klar til at træde ind i hverdagens matrix af tidspunkter, kalendersystemer og deadlines igen.
”Efter en travl dag i regnearket, er jeg nødt til at bryde ud af det. Jeg må ud og mærke vinden i håret. Jeg sover bedre og bliver nulstillet simpelthen”, siger han.
Det er blandt andet derfor, at han har valgt bo på landet i den lille landsby Mårslet 11 kilometer syd for Aarhus. Kontoret har han inde i byen. Men for at komme derind må han køre langs skov, marker og overdrev. Hans yndlingssted er den øvre Gudenå.  Her er uberørt, hverken dyrkede marker eller lyde fra biler på vej. Og netop den uberørte natur bør vi værne langt mere om. For både naturens og vores egen skyld, mener Niels Åge Skovbo.
”Mange tror, at golfbane, kornmark og prydhave er natur. Det er helt forfejlet. Det er kultur – menneskers forsøg på at trække naturen ind i det regneark, vi lever efter i den vestlige verden. Vi må ikke være bange for naturens kaos og forsøge at gøre os til herre over naturen. Så nedbryder vi naturen og går glip af al den unikke inspiration, som naturen tilbyder os”, siger han.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Om Niels Åge Skovbo:
Selvstændig fotograf – 53 år – Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskolen i 1990.