Her er bakkedrag og havudsigt, eventyrskov og strandeng, lysninger og shelterplads. Amarminoen tilbyder en vandring på kanten af byen med skoven og havet i hånden gennem vild natur.

Natur&Miljø marts 2021,
Af Anne Anthon Andersen

Morgensolen farver himlen dybt orange, og skibsmasterne i lystbådehavnen står skarpt optegnet mod den isblå himmel, da vi sætter afsted fra Dragør Søbad og med frost i næserne, finder stien ud i det mosede strandlandskab.

Hvis ikke man ved det, er det ikke lige til at se, hvor Amarminoen begynder. Der er flere trampestier langs stranden, så vi spørger et par morgenfriske vinterbadere, som sender os afsted langs kysten. read more

Bølgernes bløde rul mod brændingen og dybgrønne tunneller gennem kystnær skov. På Gendarmstien vogtede de danske gendarmer fra 1920 til 1958 grænsen langs vandet. Her vandrer man tilbage i tiden med havet som blikkets trofaste anker.

Først som voksen fandt naturformidler Liv Holm forklaringen på den sitren i benene, der fik klasselokalet til at føles som et glasbur. Tordnende ADHD og et stærkt instinkt mod at leve i 7. gear. I dag hjælper hun børn og voksne ved at bringe dem i kontakt med naturen, lade dem finde hjem i sig selv. 

Natur&Miljø september 2020,
Af Anne Anthon Andersen

Hun vidste, præcis hvor mange knager der var på gangen uden for klasselokalet. Bag skrivebordet i klassen var det, som lukkede rummet sig som en glasklokke omkring hende. Hun havde ligesom ild i benene.
”Jeg havde svært ved at sidde stille, drømte mig væk og ud. Tænkte på alt det spændende, jeg skulle lave, når jeg kom hjem i haven. De dyr, jeg skulle redde og den nye hule, jeg havde bygget”, forklarer hun. read more

Håbet befandt sig som bag cellofan, da Lasse Thomas Edlev i et halvt år lå fastlåst af smerter i et skovløberhus på Bornholm. Han måtte gennem ”sjælens mørke nat” for at finde ny vej i livet. Nu hjælper han andre til at genvinde fodfæstet ved naturens kraft.

Vandreture er en smutvej til mikroeventyr i hverdagen. Selv korte udflugter åbner magiske rum for opdagelser, nærvær og vigtige samtaler. At stoppe op er en vigtig del af eventyret.

Natur&Miljø november 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Lyset kaster smut i havet og glider ligesom videre ind i skovbrynet. Høve Skov i Odsherred rækker helt ned til stranden. Tvillingerne, Clara og Johannes, løber i forvejen. De kender vejen. Men det gør ikke dagens vandring mindre spændende. Siden benene endnu vaklede under dem, har de været vandringsbørn.

Hjemmevant bestiger de en væltet kæmpetræstamme, hvis rodnet peger flere meter op i luften. Balancerende som skovens linedansere bevæger de sig ad stammen, springer og lander i sandet.

”Se nogle smukke runde sten!”, udbryder Clara nede fra vandløbet under det askegrå net af grene.
Lige siden de kunne sidde oprejst i en bærestol på ryggen, har Jacob Klaris Jensen og Anée Berg Kehlet taget deres unger med på vandring.

”Da de var helt små, var det rart at kunne fortsætte vores vandreture og have dem med på ryggen. Pludselig kunne de gå med selv. På den måde er vandreturene helt naturligt groet ind i vores måde at være sammen på”, forklarer Anée.

Mikroeventyr i hverdagen
Et af de første stærke vandreminder spandt de fra en ødegård i Sverige og rundt om en større sø i området, da børnene var tre år. De aftalte, at de ville finde deres egen vej om søen. Ingen stier, kort og GPS. Selv om turen bare tog et par timer, blev den et helt lille eventyr.
”Fordi vi havde fået skabt en lille historie om turen og valgte at gå vores egen vej, blev det en opdagelsesrejse i børneperspektiv, et mikroeventyr i hverdagen”, forklarer Jacob med det lag af lykke i stemmen, der opstår, når man pudser et smukt minde af. read more

I barndommen blev naturen et nødvendigt tilflugtssted. Han kan stadig ikke leve uden. Naturfotograf Mikkel Jezequel ruller sig gerne i søle for at lugte af krondyr eller tager plads i en sø i tre dage for det rigtige motiv af en trane. Naturen har givet ham alt. Nu vil han give naturen en stemme.

Natur&Miljø juni 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Han kan huske, hvordan han på barndommens spejderture skød gennem det sprøde vildnis.  Hvordan han og vennerne tumlede nedover skrænter med bue og pil. Flyvende i spring over skovens sprøde underlag overgav han sig fuldkomment til legen, han blev indianeren Sølvpil; spejdernavnet lagde sig ligesom ind i ham. Begge forældre var med på turene som spejderledere, og skovens træer var grundsøjler i familiens DNA.

Mindet om de træarbejder, faderen skabte med sine hænder på de ture, lyser stadig som et nostalgiens fyrtårn i barndommens mentale billedbog:
”Jeg husker særligt en ske og gaffel i ét. Den var mindblowing. Det vildeste. Min far viste mig det livsbekræftende i at frembringe noget med sine hænder. Den ro og følelse af opbyggelighed, der bor i at gøre netop det. Jeg er taknemmelig over, at han lærte mig at give sig hen til snittearbejdet og naturen”, forklarer han.

Det var på en sommerlejr på Bornholm lige før forældrenes skilsmisse, at længslen efter at gøre sin fader kunsten efter for alvor flyttede ind i ham.
”De andre var gået en tur, og jeg havde fået lov til at sidde alene ved bålet. Her greb jeg en kniv og begyndte at snitte, mærkede følelsen af umiddelbar tilfredsstillelse ved at frembringe noget af naturen med mine hænder. Helt uafhængigt af andre. At jeg kunne tune ind på det, forfine og blive ved”, forklarer han om et af sine allerførste eventyr med kniv og træ og viser de ar, der stadig smykker hånden fra de gange, hvor kniven eller øksen smuttede.

Vi har taget plads i hans stue i det lille byhus i nordsjællandske Græsted. Her er høvlebænken fast inventar, husets hjerte. På væggen hænger stemmejern på række. Birkespåner fra de seneste dages produktion af håndværk dækker det meste af gulvet.

Han griber en kost og fejer et par bunker til sidde. Kaster en håndfuld spåner ind i ilden i den buldrende brændeovn. Skåle, skeer og spækbrædder tårner sig op på det lille spisebord. Jonas Als har snittet skeer til Michelinrestauranten Kadeau og arbejder benhårdt på at opfylde drømmen om at leve af det håndværk, han brænder for.

Spejlet og ’guldkassen’
Da Jonas Als var 10 år gammel, brød familien sammen. Det havde længe ligget i kortene. Konsekvenserne ved at blive sammen var større end at gå hver til sit. Sammen med sin mor flyttede Jonas fra barndomshjemmet og faderen. Afstanden mellem dem voksede.
”Når jeg besøgte ham, lavede vi ikke rigtigt noget sammen. Vi sad mest bag hver vores computer. Min far forsvandt i arbejdet, jeg i min parallelverden af computerspil. Han havde været min helt, og jeg savnede ham vildt”, siger han og bøjer sig ind over den ske, han er ved at forfine. Nagler opmærksomheden i et fuldkomment fokus.

Lyden af knivens langstrakte løb gennem træet. Duften af birk og koldpresset linolie fylder stilheden mellem os.
”Man kan blive ved”, siger han så og drejer skeen foran sig som for at vurdere den endnu en gang.
”Jeg kan godt lide langsomheden i processen. Skabelsen – det er, som om arbejdet bliver en forlængelse af mig selv”, forklarer han.

Savnet af faderen voksede ind i ham og blev en del af hans måde at være i verden på. Han søgte tilbage til krigslegene fra spejderturene i den virtuelle verden, tilbragte timevis i selskab med World of Warcraft. I den virkelige verden blev skolen en modstander.
”Tabet af min far fyldte mig, og jeg fik dårlige karakterer. Jeg stenede alt for meget computer, mistede troen på mig selv”, siger han.

Jonas Als ville gerne på efterskole. Nysted Efterskole på Lolland havde et naturværksted, og så var det som at starte på en frisk så langt væk som muligt.
”Her var det helt naturligt at have en fuglebog i den ene lomme og en snittekniv i den anden. Jeg kunne være den naturnørd, jeg altid havde været. Og så mødte jeg Peter”.

Peter Kildenfelt var lærer på skolen. Han var et geni med et stykke værktøj, som menneske og mentor. Med ham som spejl, så Jonas Als pludselig den stærkeste version af sig selv. Peter viste ham, hvordan han kunne komme videre med træarbejdet, forfine sine teknikker og sendte de andre elever ud at rende, når han kunne fornemme, at Jonas havde brug for en snak. Da skoleåret sluttede, forærerede Peter ham en værktøjskasse.
”Han så mig med det, jeg kunne. ’Det er din guldkasse’, sagde han. Gå ud i verden og vis den, hvad du kan drive det til.
Den blev et konkret manifest, som jeg tog med mig derfra”.

Jonas Als begyndte at opsøge projekter i naturen. For Naturstyrelsen og Jagt- og Skovbrugsmuseet blandt andet. Han læste HF, blev far til tvillinger. Når han havde puttet dem om aftenen, forsvandt han stadigt oftere ind i snittearbejdet til langt ud på natten. Ved siden af snitteriet gik han i gang med at læse Natur- og kulturformidling ved Københavns Universitet på Skovskolen i Nødebo.

Læsningen af hjerneforsker Theresa Schilhabs teorier om naturens kræfter: ”Det jeg sanser, husker jeg” sendte Jonas Als tilbage til oplevelserne af bålets magnetiserende kraft på lejrturene i barndommen og gav dem ny mening. Tilfredsstillelsen, det meditative, forklaringen på hvorfor mennesker naturligt søger sammen om et lejrbål, hvordan flammerne bringer lyset og varmen tilbage i ansigtet. Kroppen husker, minder om lykke bor i sanserne.

Længslen vinder altid
Bilkøerne vokser sig lange som slanger af jern gennem byen, da Jonas Als kører ad Kalkbrænderihavnsgade mod Københavns Universitet og et arrangement om bæredygtig naturturisme. Han holder for rødt i krydset ved Kastellet, da en bil banker ind i ham bagfra. Smældet i nakken slår ned som et lyn i de i forvejen eksamensflossede nerver.
Kvinden i den bagvedkørende bil tager med det samme ansvaret.

Ugerne efter trækker smerterne ned i nakken, ud i skulderbladene som snorene i en sprællemand. Tankerne løber i hver deres retning, og fokus bliver en destination udenfor rækkevidde. Det er, som har kræfter han ikke selv er herre over, taget over. Det bedste er at bevæge sig uden at overanstrenge sig, siger lægen. Ellers kan kroppen låse sig i den spænding, piskesmældet har efterladt. Så ofte som muligt vandrer han gennem det lille stykke skov i Græsted Hegn for at se, om der er faldet et træ, han kan formgive hjemme ved huggeblokken i stuen. Eksamensperioden nærmer sig, og det stresser ham, at han ikke ved, hvornår smerterne forsvinder.

Men vindens visken i træerne, forårsbladenes selvlysende grønne møder ham uden forventning. ”Her kan jeg bare være. Det bliver mere tydeligt end nogensinde, at når jeg griber naturen, griber den mig”, forklarer han. Vandrende gennem skovens vildnis beslutter Jonas Als, at han vil dedikere mere tid til at undervise andre i, hvordan de kan hente styrke i naturen. Han vil give mennesker oplevelser, så de opdager, at naturen er der for dem – får adgang til naturens eventyr. De snittekurser, han har holdt de sidste par år, vil han holde flere af. Og skal handle om meget mere end teknikken i at snitte.
De skal handle om roen og fordybelsen i at skabe noget selv.

Sommeren kommer med kærlighed. Med svigerfamilien rejser Jonas og hans nye kæreste til en spansk bjergby nord for Barcelona. Det er svigerfar, der giver. Her kommer savnet rullende med forsinkelsens fart. Med ryggen mod muren af kolde kampesten læner han sig lige ind i længslen.
”Jeg var simpelthen nødt til at give min far klar besked. Jeg høvlede ordene ned på min telefon. Skrev at jeg savner ham, elsker ham, at der er så meget, jeg ikke kan få klarhed over i mig selv uden ham at tale med. Jeg skrev, at jeg har brug for ham”, fortæller han.

Brevet ligger endnu i udbakken. Det skal lige bundfælde sig i ham først. Men sendes skal det.
”Min far tog mig ud i naturen. Han lærte mig tidligt at give mig hen til den. Lod mig opleve selvforglemmelsen og meditationen i at formgive et stykke træ. Han viste mig, hvordan bålet på nærmest magisk vis samler mennesker omkring sig. Vi er nødt til at sætte os sammen om det bål igen en dag”.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Natur&Miljø marts 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Når Sebastian Klein med sin far i hånden blev genkendt i Zoologisk Have eller Tivoli, var det, som åbnede sig en afgrund i ham. Ikke så meget fordi de blev genkendt af børn og voksne, som flokkedes omkring dem. Men fordi denne evindelige genkendelsesseance vækkede et stærkt ubehag i faderen; den på én gang artistisk udadvendte og blufærdigt sky skuespiller, forfatter, musiker og humorist Jesper Klein. Fordi ubehaget ligesom løb videre gennem deres håndflader og ind i barnet Sebastian, omkransede ham som en linse af is, han begyndte at se sig selv igennem. Alt i ham frøs til.
”Min fars ubehag ved genkendelsen smittede af på mig. Og jeg udviklede en bevidsthed om, at jeg blev set igennem, hvem min far var”, forklarer han. Det var ikke altid let at være søn af det berømte skuespillerpar Jesper Klein og Lykke Nielsen:
”Jeg hadede at stikke ud, hadede at mine forældre var så berømte. Ønskede mig bare en far, der arbejdede i en bank og en mor, der ikke var for smuk, at jeg hverken havde rødt hår eller kunne lide at se på fugle. Jeg ville allerhelst bare være som de andre, ønskede mig leverpostej, leverpostej, leverpostej”, konstaterer han.

I skolen var det et pres, at de andre elever ofte ville have ham til at sige eller gøre noget sjovt. Gjorde han det, kunne det også give problemer. Som den dag han i begejstring lod som om, at han akkompagnerede den Poul Kjøller-sang, vikaren spillede på klaveret, ved at lade sine fingre løbe over bordpladen. Irettesættelsen faldt prompte: ”Dét er irriterende. Også selv om man er Jesper Kleins søn”, skældte vikaren ud.
Kort efter forbød Sebastian sin far at komme på skolen. ”Det var som at have en elefant med i skole. Alting gik i stå”, siger han.

Naturen åbnede et rum
Sebastian Klein voksede op i en rød murstensvilla på Ove Billes Vej 13 på Amager. Her var flygel i stuen og franske døre. Violiner, trompeter og kontrabas. Shakespeares samlede værker i reolen. Når han ikke var ude og optræde, kunne Sebastian Klein som regel finde sin far bag skrivemaskinen, evigt klaprende i tasterne, altid i ét med frembringelsen af et tekststykke. Barndomshjemmet åndede underholdning, drama og voksenliv. En god del af det danske kulturparnas samledes om egetræsbordet til møder om faderens tv-, teater og filmprojekter.

Omkring huset voksede en tilgroet have. Det var ikke her, forældrene lagde deres kræfter. Men mange af Sebastians tidligste naturminder groede netop her. Som den vinterdag han fra stuevinduet så en flok fugle hoppe rundt i haven. De lignede solsorte, og så alligevel ikke. Hovederne var grå, ryggen brun, maven hvid og brystet plettet. Han kunne ikke huske at have set dem før, ville vide hvad det var for fugle og strøg op på loftet for at finde den røde fuglebog i faderens bogsamling. Det måtte være sjaggere, som var landet på deres vintertræk nordfra, læste han.

Sebastian Klein kan endnu huske, hvordan begejstringen over opdagelsen sendte ham direkte op til sin far, der sad fordybet i arbejdet ved skrivemaskinen. Han kan huske, hvordan faderen kiggede op, hvordan hans opdagelse åbnede en snak om sjaggerne, og hvordan stoltheden samlede sig i et lysende punkt i faderens øjne.
Her spirede fornemmelsen af, at naturen åbnede et rum til et sted, hvor han blev fremkaldt som mere og andet end Jesper Klein og Lykke Nielsens søn. Her var han Sebastian Klein.

Det var cirka samtidig, at interessen for dyreprogrammer greb ham. Fascinationen af tigre og geparders jagt på gazeller, som gled over tv-skærmen. Naturens drama. Fra bagsædet i bilen udspillede dramaet sig pludselig ”life”. En tårnfalk dykkede ned i græsset i rabatten og kom op med en mus i kløerne.
”Det her var bedre end tv. Jeg havde direkte og helt eksklusive rettigheder til naturens oplevelser”, siger han og rykker helt frem i sofaen. Tændt.

Vi har taget plads i den lyse stue i villarækkehuset i Badensgade på Amager. Her, et par kilometer fra barndomshjemmet, bor Sebastian Klein med sin kone Rikke og deres to teenage-sønner. Et par stueplanter. Kaninen i haven, en kat og et par rotter i kælderen, som han af og til bruger i de shows, han turnerer landet rundt med, når han ikke laver tv-programmer eller skriver børnebøger, udgør matriklens eneste natur. Hvis det stod til ham alene, var de flyttet ud i naturen for længe siden. Men det gør det ikke, og Sebastian Klein har for længst slået sig til tåls med, at han må dyrke naturen på anden vis end at bo i den.

I barndomshjemmet var naturen en politisk sag på linje med andre kulturradikale dagsordener som kampen mod atomvåben. Naturen var en art teoretisk spørgsmål snarere end et praktisk foretagende.
”Mine forældre spurgte aldrig, om vi skulle tage en tur i skoven. Min far kunne godt lide at gå i Zoologisk Have, men det var ligesom dét”, forklarer han. Så Sebastian Klein cyklede selv på udflugter i naturen. Ofte til Amager Fælled for at se på fugle. Forældrene opmuntrede ham til at forfølge interessen, forærede ham fugle- og dyrebøger. Og når han foreslog, at de tog med, gjorde de også det. Smed cyklerne i kassevognen og kørte til Bognæs for at se sølvhejren eller til Gadstrup Mose for at finde silkehejren. Eller på bilferie til Pyrenæerne for at spotte en lammegrib. Men passionen var hans egen.
”Der var ingen tvivl om, at naturen var noget, jeg havde. Her var jeg ikke Jesper Kleins søn. Naturinteressen havde jeg for mig selv. Mine forældre bifaldt det, men det var ikke sådan, at de deltog. De tog mere med og ventede på mig”, forklarer han.

Som passionen voksede i ham, voksede også ønsket om at dele naturen med én, der var lige så begejstret for den som han selv. Det var klassekammeraten Casper. Sammen udviklede de allerede i løbet af de første skoleår en venskabelig konkurrence, dystede om viden og oplevelser.
Mens Sebastians største drøm var at se lammegribben, som han havde læst om, drømte Casper om at se den blå glente.

Sprang ud som fuglekigger
Interessen for fugle blev stadigt mere hemmelig. Da Sebastian Klein som 15-årig overtalte sin mor til, at de skulle gå ombord på Bornholmerfærgen fra København for at sejle til Christiansø og se på fugle, var det ikke noget, han talte højt om. Heller ikke selv om den 5. september 1987 viste sig at blive en helt speciel dag i Christiansøs historie, fordi vejrsituationen natten forinden havde fået en masse sjældne arter til at lande på øen.
”Jeg så både pileværling, lille rørsanger og hvidhalset fluesnapper. Jeg væltede rundt og så på fugle i de timer, vi var der og syntes, at det var evigt fantastisk. Men der var ikke nogen, der måtte vide noget. Jeg havde masser af ting gående imod mig i forvejen, jeg skulle fandeme ikke have nørd-prædikat også”, forklarer han.

En dag gik det galt. Sebastian Klein gik i 9. klasse. Det var i en dansk-time, at en flok traner landede lige uden for vinduet. De første traner han havde set. Han kunne ikke nå at stoppe sig selv, sprang op fra stolen i et glædesudbrud: ”Se! Der er traner”, råbte han.
”Jeg kan huske den rungende tavshed i klassen, før latteren brød ud. Alle grinede, også læreren. Jeg kunne ligeså godt have råbt: jeg er bøsse. Jeg sprang simpelthen ud. Fra den dag var jeg fuglekiggeren, tossen der kiggede på fugle”, konstaterer han.

Dengang var nørder ikke nogen, man hyldede på tv, og det virkede som noget nær selvmord at springe ud som naturnørd. Sebastian Klein begyndte at gå og dagdrømme om at være en ”badboy” med sort hår og motorcykel. Helst en af de hårde helte, der satte alt ind på at redde naturen. På tv blev han draget af, hvordan Greenpeace-aktivister satte livet på spil for at stoppe de sovjetskibe, der dumpede atomaffald i havene.
”Min drøm var i mange år, at jeg ville noget radikalt – være en helt med en sag. Og dengang var det børnelærdom, at atomkraft var det værste, som skulle bekæmpes. Hjemme var naturen også en politisk sag. Men jeg havde ikke ambitioner om at skulle følge i min fars fodspor. Alt i mig arbejdede på at træde ud af hans skygge, finde min egen vej”.

Hånden på vuggen
Sebastian Klein besluttede sig for at starte på lærerseminaret. Han ville formidle. Det vidste han. Gerne natur. Samtidig blev han kontaktet af DR, som ville høre, om han ville lave naturprogrammer til børn.
”Programfladen manglede unge værter, der vidste noget om natur. Pludselig var jeg den unge, der rent faktisk vidste noget om det her. Jeg så en åbning”, forklarer han.

På tv-skærmene tonede Sebastian Klein frem som dyrepasservikar med morgenhår. Han tog børnene i hånden og med på safari i Danmarks dyreparker for at søge svar på, om en pingvin kan få lungebetændelse, eller om en isbjørn kan dresseres. Til tider ligeså meningsfuldt gakket som hans far evnede at udfolde sig, optændt af passion, men glødende af sin egen indre ild. Drømmen om at gøre en forskel for den natur, der har givet ham så meget. Båret af missionen om at give børn og voksne naturoplevelser sammen, for at sprede frø, der skal vokse som evig kærlighed til naturen.
”Hånden på vuggen er den hånd, der styrer verden. Når jeg har muligheden for at henvende mig til vuggen og de mennesker, der ligger i den, har jeg mulighed for at få indflydelse på verdens fremtid. Jeg forsøger at vinde børns kærlighed til naturen. For vi beskytter kun dét, vi holder af. Og hvis vi skal beskytte naturen, skal så mange som muligt holde af den. Uden kærligheden til naturen er naturen prisgivet.”

På en måde kan det virke paradoksalt. Altid har han kæmpet for at træde ud af sin fars skygge. Nu er det ham selv, der ikke kan tage i Tivoli, Zoologisk Have eller Netto uden at blive genkendt. Ham der optræder og underholder, har svært ved at slippe tasterne, bliver suget ind i den bog, det foredrag eller det tv-manus han er ved at skrive.
”Jeg kan jo slet ikke fornægte, at jeg i den grad er gået i min fars fodspor på mange punkter. Har brugt ham, hentet inspiration, rådført mig med ham. Jeg kan føle, at det er skæbnens ironi, at jeg i så mange år har sagt, at jeg ikke skulle lave det, han lavede og så alligevel er endt med at gøre det; underholde.”

Men der er alligevel noget, der er grundlæggende anderledes. Når han med sine egne børn i Zoologisk Have bliver stoppet af folk, der vil have en autograf eller selfie, siger han med et smil og med det samme: JA.
”Mine børn skal ikke opleve det ubehag ved at blive genkendt på gaden, som jeg selv oplevede. At jeg er kendt, skal ikke blive noget fordækt”.
Sebastian Klein har bevaret det blik og den linse, han selv oplevede verden igennem som barn. Både fra skyggen og fra det rum, hvor hans eget selv blev fremkaldt; i naturen.
”Der er ingen tvivl om, at naturen var mit sted. Det var svært at være en lille dreng, der først og fremmest bliver set som sin berømte fars søn. Naturen var det rum, hvor jeg blev set som mig selv og fik anerkendelse for noget, der var suverænt mit eget”.

Det er, som har han fragtet børneperspektivet med sig. Som sidder 7-årige Sebastian, der blev opslugt af sjaggere og lammegribbe, løver, gazeller og havørne med ved bordet, når han sætter sig til tasterne for at skrive bogen om ”klamme dyr” eller udvikler idéer til endnu et tv-program med sin redaktør.
”Når jeg skriver, skriver jeg til mig selv. Jeg skriver de bøger og programmer, som jeg selv kunne have ønsket mig, da jeg var barn”, siger han. Og så skriver han i øvrigt også til de voksne. Fordi han ved, at det fedeste er, hvis man som barn får lov at dele begejstringen med sine forældre.

Blå bog:
Født 20. juli 1972. Tv-vært, forfatter, foredragsholder og ornitolog. Gift med lærer Rikke Klein og far til sønnerne Sylvester på 17 og Christoffer på 14. Søn af skuespillerparret Jesper Klein og Lykke Nielsen. Opvokset på Amager. Gik på den katolske privatskole Sankt Annæ Skole og Christianshavns Gymnasium. Siden startede han på læreseminaret, som han dog ikke færdiggjorde, da DR i 1996 hyrede ham som tv-vært for en række naturprogrammer for børn, blandt mange andre Naturpatruljen, Dyr på hjernen og Bidt, brændt og stukket. Han har udgivet stribevis af børnebøger om natur. Heriblandt serien om Danmarks farligste, vildeste, mærkeligste, mest gådefulde dyr. Udgav i 2016 den åbenhjertige fortælling Fra min faders skygge. Sebastian Klein har siddet i juryen for Danmarks Naturkanon, der i 2018 udpegede 15 danske natursteder med helt særlig værdi. Er i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening i gang med at udpege de 99 danske dyre- og plantearter, alle børn bør se, før de bliver voksne.

Natur&Miljø, november 2018
Af Anne Anthon Andersen

Han har svært ved at forklare det som andet end et dybt instinkt. Allerede på sine allerførste strandture kravlede han mod havet, så forældrene gjorde det til en vane altid at have en sele med. Så kunne de slå en pløk i sandet og sikre, at han ikke nåede længere end til vandkanten. Ellers var han fortsat ud.

Tonny Andersen var ikke mere end 8 år, før han byggede sin første båd. Han havde talt om at få en længe, og så var det da oplagt, at de byggede den sammen, mente faderen. Så det gjorde de. I den lille have bag lejlighedskomplekset ved Vigerslevvej i Valby.

”Jeg tror, at det var det eventyr, der åbnede sig med følelsen af at sejle ud og finde frem til nye steder”, siger han. Som når han med legekammeraterne glemte alt om tid og sted nede i parken, hvor buske blev til huse, mannatræernes grene til Tarzans lianer, mens plænen blev en helt lille prærie, hvor krige mellem cowboys og indianere udspillede sig.

Da båden var færdig, spændte de den på taget af bilen og kørte afsted til Ejby Strand.
”Egentlig var det ret enkelt. Jeg kunne bare mærke, at det at være derude, følelsen af vinden og båden, der skød gennem vandet, ville mig noget. Det her ville jeg”, forklarer Tonny Andersen.

Vi har taget plads i hans stue i huset, som ligger ned til Roskilde Fjord. På væggen hænger et fotografi af vikingeskibet Aslak; et af de skibe, han gennem tiden har bygget og sejlet på måneder lange togter i. På dækket sidder en kvinde med langt løst hår lænet op ad masten og spiller guitar.

Med sejlturene i den hjemmebyggede båd, voksede drømmen: Hvorfor ikke leve af at bygge skibe og stævne ud med folk, som har lyst til at opleve eventyrene på havet?, tænkte han.
Hans fader syntes ikke, det lød som en holdbar plan. ”Det er et brødløst fag. Bliv tømrer i stedet”, advarede han.
”Jeg vidste godt, at han havde ret, så skibsbyggeriet blev i drømmen, mens jeg gik i lære som tømrer og ind til et arbejdsliv med grund under fødderne”.

Kastevind, kamp og fred
Tonny Andersen har kun lige fået svendebrevet i hånden, da han med en kammerat stævner ud på sommertogt. Det er turens sidste dag, da de sejler ud fra Rødvig Havn med kurs mod Brøndby. Skyerne samler sig i tunge sorte dyner i horisonten. Men det er langt ude. Det går fint, hvis blot de holder sig inde langs kysten det første stykke. Så kan de gå lige over for halvvind resten af vejen, bliver de enige om.

”Da vi kommer ind under klinten, mærker vi de første tegn på, at vi er ude i nogle kræfter, der er ude af vores kontrol. Vinden kommer ligesom strygende ud over skrænten, falder ned i et hul over havet og bliver til kaosvind”.
De næste bidder af erindring husker han som sekvenserne i en film, man har set igen og igen.

Drønene da tordenskyerne kom rullende. Hvordan de krøb sammen i bunden af båden og ventede på, at stormen skulle løje af. Hvordan højre hånd klamrede sig til roret, venstre havde godt fat om skødet, mens regntågen kom glidende fra kysten, før himlen åbnede sig i styrtregn, og stormen sendte båden rundt i hårde stød.

”Til sidst kunne vi ikke høre hinandens råb længere. Vi måtte lukke øjnene for regnen, der stod lige ind”, husker han. Som han husker, hvordan båden krængede, og havet gik over rælingen.

”Jeg tænkte; det her slipper vi ikke fra og nåede at acceptere tanken om, at det skulle slutte her. Det var, som blev jeg fyldt af en underlig fred, før bevidstheden slog ind på et helt ekstremt fokus; kampen for overlevelse”, forklarer han. Det er mere end 40 år siden, men han har besøgt dramaet i Køge Bugt så mange gange siden. Fordi det lærte ham noget grundlæggende, som har formet hans måde at leve på.

”Det var som et skiftespor, der blev lagt ind i mit liv lige dér. Alt overflødigt blev skrællet fra. Tilbage stod kun grundpillerne: kamp og fred”. Og da de langt om længe nåede ind til land, var svendebrevet pludselig ikke andet end et stykke papir. ”Jeg ville bygge skibe, og jeg var nødt til at tage chancen og gå efter drømmen”, siger han.

Alt ligegyldigt forsvinder
I årene efter søger Tonny Andersen mere end nogensinde mod vandet. Når han ikke er på byggepladsen, sejler han ud til ”de små øer”. Han bliver optaget af tanken om at bygge en båd, der er så lille, at han kan trække den på land for natten, men samtidig så stabil som muligt.

Og da han besøger Vikingeskibsmuseet i Roskilde og ser et skib blive bygget på havnen, beslutter han, at det er det, han vil; bygge et vikingeskib. Han låner alle de bøger om skibsbyggeri, han kan opstøve. Nogle af dem er så gamle, at han kun må læse dem på biblioteket iført hvide handsker, og på loftsværkstedet over lejligheden i Sydhavn bygger han delene til sit første vikingeskib.

Han køber et hus i Lyndby ved fjorden. Med værksted i haven hvorfra han kan trække skibet i vand.
Mens skibet stryger fint gennem vandet, møder drømmen om at leve af skibsbyggeriet stadig modvind. Tonny Andersen udtænker en plan om at lære unge at bygge skibe og give dem oplevelser på vandet. Han tager på iværksætterkursus, indbygger udflugter for turister som et argument i sin businessplan og banker på borgmesterkontoret i Bramsnæs Kommune. Borgmesteren kan godt se idéen. Hvis han selv rejser den første halvanden million, vil kommunen smide endnu halvanden million i projektet.
”Jeg gik derfra med en ansøgningsformular til EU-midler så tyk som en mursten og tænkte; hvordan i alverden skal det her lykkes. Men der var ikke andet for end at gå i gang”, siger han og nikker op mod billedet af vikingeskibet Aslak. ”Drømmen havde ligesom sat sejl”.

Tre måneder efter, den 2. januar 1993, kan Tonny Andersen kalde sig projektleder for det, der endnu eksisterer som Maritimt Forsøgscenter. Unge som gamle har prøvet kræfter med skibsbyggeriet som del af et kommunalt beskæftigelsestilbud, mens tusindvis af turister og andre interesserede har sejlet på ture i fjorden eller længere togter på de vikingeskibe, han har bygget.

Vandet slår mod bunden af skibet, som vi sidder i det 24 meter lange skib Aslak med udsigt til fjorden. Her har vigtige samtaler fortsat gennem dage og nætter, her har de sunget og festet og ligget tæt under stjernerne. Det er, som glider en blanding af vildskab og fred ind i de mørke øjne, som han fortæller om det.
”På vandet er man nødt til at acceptere naturens kræfter. At den kan være ude af din kontrol. Det er, som om alt ligegyldigt forsvinder. Jeg tror, det var den erkendelse, der flyttede ind i mig dengang i Køge Bugt. Og den der har hjulpet mig til at turde tage chancer og kæmpe for at udleve drømmen om at bygge skibe og dele eventyrene på havet med de, der vil med”.

Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.